Tigerunger for første gang ud i København Zoo

Efter at en benskade holdt dem tilbage, er tigerunger kommet ud i København Zoo

Offentliggjort Sidst opdateret

Tigerunger debuterer udendørs i København Zoo

To tigerunger fra Zoologisk Have i København er for første gang blevet lukket ud i deres udendørs anlæg efter en tidligere benskade.

Ungerne, som er vigtige for bevarelsen af den truede amurtiger, udforsker nu deres nye verden sammen med deres mor.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

To tigerunger fra Zoologisk Have i København er for første gang blevet lukket ud i deres udendørs anlæg.

Det oplyser den zoologiske have torsdag i en pressemeddelelse.

Ungerne blev født i sommer og er næsten tre måneder gamle. En skade på benet hos den ene har hidtil forhindret dem i at forlade bagstalden.

Begyndte at halte

Dyrepasserne opdagede skaden, da ungen begyndte at halte. 

En CT-scanning viste, at der var tale om en ufarlig muskelsprængning.

- Skaden er formentlig opstået som følge af, at forpoten er blev bøjet bagover i forbindelse med et uheldigt hop, fortæller dyrepasser Zaco Sonne i pressemeddelelsen.

De to tigerunger bliver for første gang sluppet løs i det udendørs anlæg i Zoologisk Have i København. Ifølge dyrepasseren er de vokset nysgerrige og legesyge.

Far kommer senere

I første omgang kommer ungerne kun ud sammen med deres mor. Hantigeren ventes at slutte sig til dem i den kommende uge.

I alt blev der født fire tigerunger i juni. Den ene døde kort efter fødslen, og en anden måtte aflives på grund af en medfødt hjertefejl.

- Til gengæld har vi to stærke huntigre tilbage, som har vokset sig nysgerrige, legesyge og robuste - på trods af en lille benskade, siger dyrepasser i rovdyrteamet Zaco Sonne.

En helt ny verden for dem

- Nu er tiden kommet til, at de får lov til at udforske anlægget, som jo er en helt ny verden for dem. Jeg glæder mig virkelig til at se dem boltre sig derude.

Der var senest to tigerunger i Zoologisk Have i København i 1999.

Både moren og faren til de nye unger er født i 2013. De tilhører arten amurtiger, også kendt som sibirisk tiger, som er truet i naturen.

Zoologisk Have i København deltager i et internationalt avlsprogram for amurtigre sammen med andre europæiske zoologiske haver. De to unger er et vigtigt bidrag til bevarelsen af arten.

Lever normalt alene

Tigre lever normalt alene og danner ikke flokke. Det gør parring vanskelig, da de ofte opholder sig langt fra hinanden.

Hannen markerer derfor sit territorium med urin for at gøre opmærksom på sig selv.

Duften giver hunnen vigtige oplysninger, eksempelvis om hannens testosteronniveau, som hun kan bruge til at vurdere, om han er en egnet far til hendes unger.

Selv om tigre som regel lever alene i naturen, har man i stigende grad observeret hanner, der følges med hunner og deres fælles unger efter fødsel.

Powered by Labrador CMS