Trækker støtte til Risgaard

HK-formand har talt med kilder, der anklager FH-formand for upassende adfærd

Udgivet Opdateret

HK har ikke længere tillid til Lizette Risgaard som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Det siger formand Anja C. Jensen efter møde med sin hovedbestyrelse. Hun har også oplyst Lizette Risgaard om beskeden på en sms, siger hun.

- Vi kan ikke længere have tillid til Lizette Risgaard med den viden, vi har nu, siger hun.

Tidligere fredag sagde Anja C. Jensen ellers, at hun mente "det var voldsomt" at afsætte Lizette Risgaard uden en grundig undersøgelse.

Har talt med flere kilder

Den undersøgelse har Anja C. Jensen selv været med til at igangsætte fredag formiddag i FH's forretningsudvalg.

Men efter mødet med HK's bestyrelse har piben altså fået en anden lyd. 

Det skyldes særligt, at hun selv har talt med flere af de kilder, der anonymt står frem i flere medier med anklagerne mod Lizette Risgaard.

– Jeg har talt med to kilder, som er kommet til mig i fortrolighed. Det er jeg nødt til at lytte til, siger Anja C. Jensen, som er formand for HK.

Vil overraske meget 

Adspurgt om tilliden til Lizette Risgaard kan genoprettes, svarer hun:

- Det er svært sådan noget med tillid. Det er svært at genvinde tillid, når man først har mistet den. Baglandets stemme i det her er klar: HK, nu er I nødt til at træffe den rigtige beslutning i det her. Og det har vi gjort, siger hun.

Hun siger, at det vil overraske hende meget, hvis den eksterne advokatundersøgelse skulle vise andet, end at anklagerne mod Lizette Risgaard skulle være sande.

- Jeg skal tale med HK igen

FH-formand Lizette Risgaard siger til DR, efter at HK har meddelt at de trækker støtten til formanden:

- Det er jeg rigtigt ked af. Vi har i forretningsudvalget aftalt - også med HK's formand - at sagerne bliver behandlet, og indtil da er jeg formand i FH.

- Jeg skal tale med HK igen, slutter hun.

Fagbevægelsens Hovedorganisations formand, Lizette Risgaard, holder doorstep foran organisationens hovedkontor på Islands Brygge i København fredag den 28. april 2023. Flere mænd har stået frem med anklager om, at Lizette Risgaard har opført sig upassende i flere situationer.. (Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix)
Fagbevægelsens Hovedorganisations formand, Lizette Risgaard, holder doorstep foran organisationens hovedkontor på Islands Brygge i København fredag den 28. april 2023. Flere mænd har stået frem med anklager om, at Lizette Risgaard har opført sig upassende i flere situationer.. (Foto: /Ritzau Scanpix)Emil Nicolai Helms

OVERBLIK: HER ER ANKLAGERNE

Ekstra Bladet og Berlingske har sammen undersøgt anklagerne om formandens adfærd og har i den forbindelse talt med otte mænd.

Få et overblik over anklagerne mod Risgaard her:

* En mand fortæller, at Lizette Risgaard i 2016, da manden var studentermedhjælper i FH, blev tydeligt irriteret, da han ikke ville danse tæt med hende til en julefrokost.

I 2021 havde den samme mand en mere central rolle i FH, og på Lønmodtagernes Topmøde klappede Risgaard manden i numsen tre gange, da han ville sige farvel til hende.

* En mand, der i 2019 var 26 år og aktiv i FH's ungdomsbevægelse, fortæller om en oplevelse på Arbejdermuseet, hvor fagbevægelsen og politikere var samlet til afgørelsen af folketingsvalget.

Manden stod ved siden af Lizette Risgaard på scenen for at synge en arbejdersang. Det er tradition, at man ved sådanne lejligheder står tæt på hinanden og holder om hinandens skuldre eller arm i arm.

Manden fortæller, at han undervejs i sangen mærkede Risgaards hånd glide ned ad hans ryg, indtil den sidst var på hans numse, hvor den blev i et eller to vers af sangen.

* En mand, der har været studentermedhjælper i fagbevægelsen, fortæller om en oplevelse i foråret 2021, hvor han mødte ind på et kontor, hvor der næsten ikke var andre.

Her mødte han om eftermiddagen Lizette Risgaard. De to hilste på hinanden, og han fortæller, at hun efterfølgende strøg ham langt op og ned ad ryggen.

* En mand, der ikke var en del af FH, fortæller, at han i 2018 deltog i et fagligt arrangement, hvor Risgaard også deltog.

De to talte sammen i løbet af dagen. Efter deres sidste samtale mærkede manden, at FH-formanden havde sin hånd på hans numse.

* En mand fortæller, at han på Folkemødet i 2019 var til sangaften i FH's telt. Her stod de syngende tæt, og under sangen gled Risgaards hånd ned på manden numse og forblev placeret der i flere minutter.

I 2021 blev den samme mand igen taget på af Risgaard til et arrangement i fagbevægelsen.

* Ekstra Bladet og Berlingske har talt med yderligere tre mænd, der beskriver lignende oplevelser med FH-formanden.

* Alle mænd, der fortæller om oplevelser med Risgaard, ønsker at være anonyme.

* De to aviser har i alt kendskab til ti episoder, hvor FH-formanden ifølge de involverede mænd opførte sig upassende.

* Episoderne er i forskellig grad bekræftet af vidner. Aviserne er desuden i besiddelse af mails, anden dokumentation og kildemateriale, der understøtter mændenes forklaringer og viser, at ledelsen i FH er blevet orienteret om den grænseoverskridende adfærd.

Kilde: Berlingske og Ekstra Bladet
Powered by Labrador CMS