Tusindvis får vigtig besked i e-boks

80 procent af ansøgerne til videregående uddannelse får deres førsteprioritet, oplyser Uddannelsesministeriet

Ved midnat får tusindvis af danskere svar i e-boks på, om de har fået plads på en videregående uddannelse
Ved midnat får tusindvis af danskere svar i e-boks på, om de har fået plads på en videregående uddannelse
Udgivet Opdateret

Ved midnat får 93.388 personer en meddelelse i deres eBoks om, hvorvidt de har fået plads på den videregående uddannelse, som de har søgt.

For fire ud af fem ansøgere venter et positivt svar.

Af alle ansøgerne har 67.425 fået tilbudt en plads på den uddannelse, som de havde prioriteret højst. Det svarer til 80 procent.

Omtrent tre ud af fire nye studerende har fået en studieplads i en af de fire største byer som for eksempel her på Aarhus Universitet. (Arkivfoto)
Omtrent tre ud af fire nye studerende har fået en studieplads i en af de fire største byer som for eksempel her på Aarhus Universitet. (Arkivfoto)

Det skriver Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Dermed er der dog også kedelige nyheder for 20.746 personer, som ikke er blevet optaget, fordi de enten ikke levede op til adgangskravene, eller fordi de ikke var blandt de mest kvalificerede ansøgere.

Optaget lidt færre

Sammenlignet med sidste år er der optaget lidt færre på de videregående uddannelser i år.

Tallet for 2020 var dog usædvanligt højt, fordi der blev skruet op for antallet af studiepladser på grund af coronanedlukningen.

Den geografiske fordeling for optaget er stort set den samme som sidste år.

Cirka tre ud af fire har fået en studieplads i en af de fire største byer.

Det er en tendens, som uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) gerne vil have vendt.

- På den måde kan man sige, at det her år er endnu en pejling på, at det er vi nok nødt til at gå ind og tage et politisk ansvar for, siger hun.

Mere fokus på specifikke uddannelser

Regeringen blev i slutningen af juni enig med Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige om, at der skulle udarbejdes en plan for, hvordan man begrænser optaget med 10 procent i landets fire største byer.

Stefan Hermann, formand for Danske Professionshøjskoler og rektor på Københavns Professionshøjskoler, mener, at man bør have mere fokus på optaget på de fire store velfærdsuddannelser: Folkeskolelærer, sygeplejerske, pædagog og socialrådgiver.

Overordnet set er antallet af ansøgere siden 2019 stort set uændret.

- Om syv-otte år kommer vi til at mangle 35.000 lærer, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere, så det er altså kritisk, at optaget går tilbage, siger Stefan Hermann med henvisning til, at optaget er faldet på disse uddannelser med fire procent sammenlignet med sidste år.

Her kan du se hvor mange der er optaget på studie

Optagelsen på de videregående uddannelser i 2021 er den næsthøjeste nogensinde.

Det står klart, efter at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen tirsdag har offentliggjort tallene for årets optag.

Se herunder en oversigt over hovedtallene for optaget i år:

* 67.425 ansøgere bliver 28. juli tilbudt en studieplads på en videregående uddannelse. Det er det næsthøjeste antal nogensinde.

* 80 procent har fået opfyldt deres førsteprioritet. Det svarer til fire ud af fem.

* Der har i år været i alt 93.388 ansøgere.

* 11.188 ansøgere, der er kvalificerede til uddannelsen, har ikke fået en plads på det sted, som de ønskede.

* 9559 ansøgere har fået afslag, da de ikke lever op til adgangskravene, og dermed ikke er kvalificerede.

* Erhvervsakademiuddannelser optager 11.587, professionsbacheloruddannelserne optager 26.672, mens bacheloruddannelserne optager 29.166.

Kilde: Kilder: Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Powered by Labrador CMS