Ulv kun en meter fra kvinde på hovedgade

Nu må den skydes

Offentliggjort Sidst opdateret

Tilladelse til at skyde ulve i Vestjylland

Naturstyrelsen har fået tilladelse til at skyde ulve ved Blåvand og Oksbøl efter flere episoder med ulve tæt på mennesker.

Styrelsen opfordrer borgere til at indsende billeder af ulve og undgå at fodre vilde dyr for at forhindre, at ulve tiltrækkes.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Naturstyrelsen har fredag fået udstedt en tilladelse til at skyde ulve ved de to vestjyske byer Blåvand og Oksbøl.

Det skriver Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø på sin hjemmeside.

Tilladelsen er blevet givet efter tre episoder inden for den seneste måned, hvor en ulv har bevæget sig tæt på mennesker.

Det skete senest fredag 13. februar, hvor en ulv var cirka én meter fra en kvinde ved Blåvands hovedgade, skriver styrelsen.

Derfor vurderer styrelsen, at mindst en ulv har mistet sin "instinktive skyhed".

Flere episoder

- Der er ikke på nuværende tidspunkt noget, der tyder på, at ulven er farlig, men der har nu været flere episoder, hvor en ulv er kommet inden for få meter af mennesker. Det er uholdbart, siger Jens Skovager Østergaard, der er kontorchef i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Møder man en ulv, bør man holde afstand til dyret, lyder opfordringen fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Kommer den tæt på, bør man forsøge at skræmme den. (Arkivfoto).

For godt en måned siden fik Naturstyrelsen tilladelse til at skyde ulve, der kommer tæt på mennesker ved Oksbøl.

Nu gælder tilladelsen så også i området omkring Blåvand, der ligger godt ti kilometer sydvest for Oksbøl.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø skriver desuden, at der igangsættes en "reguleringsindsats" i området.

Styrelsen skriver ikke noget videre om, hvad det indebærer.

Send video og billeder

Da Naturstyrelsen i januar fik tilladelse til at regulere ulve ved Oksbøl, afviste styrelsen, at den aktivt vil opsøge nærgående ulve for at skyde dem.

- Det er en reaktiv mulighed for at hjælpe borgere, der har ulve så tæt på, at de er meget utrygge ved det, sagde vicedirektør Mads Jensen til Ritzau.

Der opfordres til, at borgere omkring Blåvand og Oksbøl indsender billede og videoer med ulve fra området, så man kan sikre en målrettet og effektiv regulering af ulvene.

Samtidig opfordrer Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø borgerne i området til ikke at sætte mad ud til vilde dyr, da det kan lokke ulve til.

Powered by Labrador CMS