-Vi har ikke set det sidste til corona

Men danskerne skal ikke være bekymrede, lyder det fra landets sundhedsminister Magnus Heunicke

Udgivet Opdateret

Citathistorie: Sjællandske

-Det er et rigtigt ærgerligt udspil at komme med, for ingen af os gider jo mere.

Sådan siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til Sjællandske om det nye angreb, som han forventer vi vil se til efteråret.

For hverken hans egne eksperter eller eksperter fra WHO og EU mener, at vi har set det sidste til corona.

Derfor bruger Magnus Heunicke og Sundhedsministeriet enormt meget energi i de her måneder på at forberede sig til endnu en bølge.

Men det er svært at vide præcis hvilken situation eller mutation, der vil ramme. Det kan selv matematiske modellører fra Statens Serum Institut ikke sige endnu, fortæller han.

De regner i øjeblikket på, hvordan en ny bølge vil kunne udspille sig i Danmark.

Men sundhedsministeren forsikrer om, at danskerne ikke skal være bekymrede for sommeren.

For i øjeblikket er der ro på corona og befolkningen har fået ekstra immunitet fra omikron, forklarer han.

- Målet er at forberede os så godt og have så stærke våben, at befolkningen ikke behøver at tænke videre over det, fordi vi har styr på det, siger han.

Og med våben, mener han det system af test, vacciner, opbakning fra befolkningen, opsporing og gode behandlingsmuligheder, som allerede er bygget op.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) forventer, at corona kommer tilbage - men det er svært at spå om hvor voldsomt det bliver.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) forventer, at corona kommer tilbage - men det er svært at spå om hvor voldsomt det bliver.
Powered by Labrador CMS