Vil ikke finde sig i det: Svines til i Danmark

En ny kampagne fra DBU skal hjælpe med at gøre op med grim tone og manglende respekt på fodboldbanen

Mange fodbolddommere har oplevet grimme tilråb og tilsvining
Mange fodbolddommere har oplevet grimme tilråb og tilsvining
Udgivet Opdateret

Fuckfingre, spytklatter og tilråb som "magtliderlig bøsserøv" eller "hjemmebanedommer" er en del af tilværelsen for mange fodbolddommere, når ungdoms- og seriefodbold dømmes.

En ny rundspørge foretaget af DBU viser, at syv ud af ti af de adspurgte 1400 dommere igennem de seneste to år har oplevet tilråb, skub eller udskamning på Facebook.

Flere melder også om trusler, spytklatter og lussinger.

DBU lancerer derfor en ny kampagne, der hedder "Råb Pænt".

Kampagnen skal være med til at gøre op med den manglende respekt og grimme tone til kampene.

Og slå et slag for at spillere og tilskuere opfører sig pænere på og omkring fodboldbanen.

- Fodbold handler om følelser, fællesskab og fighterånd. Men vi vil ikke acceptere dårlig adfærd og groft sprog på fodboldbanen.

- Derfor holder vi fast i, at vi skal respektere hinanden og opføre os ordentligt, siger næstformand i DBU, Bent Clausen, i en pressemeddelelse.

"Råb pænt"

"Råb Pænt"-kampagnen skal hjælpe både spillere, trænere og tilskuere med at skifte udsagn som idiot og lortedommer ud med mere stuerene tilråb i kampens hede, skriver DBU.

Fodboldkommentator og tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting er som led i indsatsen med i en kampagnefilm.

- Alle kan lave fejl, men når vi ser episoder med vold, spytklatter og trusler, er det kammet over.

- Og så er vi nødt til at tage affære. Indsatsen "Råb Pænt" er et vink med en vognstang om, at man skal tænke sig om en ekstra gang, før man flipper ud, siger Stig Tøfting i pressemeddelelsen.

"Råb Pænt"-tiltaget består foruden kampagnefilmen også af en konkurrence på sociale medier og materialer til klubberne i form af plakater til omklædningsrummene og ved banerne.

Powered by Labrador CMS