Vingegaard kæmper sig til etapesejr

Satte turbo på, efter at det så ud som om, han var sat

Udgivet Opdateret

Jonas Vingegaard vandt 11. etape af Tour de France foran indehaveren af den gule førertrøje,  Tadej Pogacar. 

Duoen kørte alene i mål, efter at Pogacar ellers havde sat danskeren.

Det gjorde Pogacar på etapens tredjesidste bjerg med lidt over 30 kilometer til mål. 

Svarede igen

Vingegaard var på et tidspunkt over 30 sekunder efter rivalen.

Men på næstsidste bjerg fik Vingegaard hentet Pogacar.

Da etapen skulle afgøres, åbnede Vingegaard spurten, og Pogacar kunne ikke svare igen.

Meget berørt

I vinderinterviewet efter sejren løb glædestårerne ned ad kinderne på danskeren.

Han styrtede for tre måneder siden og fik voldsomme skader.

- Jeg troede reelt, jeg skulle dø, og nu står jeg her, siger en meget bevæget Jonas Vingegaard.

Familien

Han sendte også en hilsen til sin familie.

- Jeg kunne ikke have gjort det uden dem, sagde den danske Tour-helt.

Etapen startede med angreb på angreb, og blandt andre Magnus Cort (Uno-X) var meget aktiv.

Danskeren havde dog - som så mange andre – ikke heldet til at ramme timingen perfekt. Mange ryttere ville i udbrud, men forsøgene blev konstant hentet.

Agerede vagthund

Oveni agerede Pogacars UAE Emirates-mandskab hele tiden vagthund i forhold til at forhindre Vingegaards Visma-hold i at få folk afsted.

Både Wout Van Aert, Bart Lemmen, Tiesj Benoot og Christophe Laporte - alle fra Visma - forsøgte at komme i udbrud som forposter og gardering for deres danske kaptajn til en slutfase, hvor han og holdkammeraterne forventede, at Pogacar ville udnytte de korte, skarpe stigninger til angreb hen over bjergtoppene.

Men den plan forpurrede UAE Emirates effektivt. 

Det var medvirkende til, at der var kørt næsten 90 af de 211 kilometer fra Évaux-les-Bains til Le Lioran, før et udbrud fik et nogenlunde holdbart forspring.

Favoritterne foldede sig ud

15 kilometer senere var det endelig etableret, og med 100 kilometer hjem var ti ryttere samlet ude foran med et par minutter ned til feltet. Men det udbrudsforsøg endte i ingenting, da Tour-favoritterne foldede sig ud.

Da finalen for alvor gik i gang med lidt under 50 kilometer tilbage af etapen, havde Wout Van Aert sat sig i front i hovedfeltet. Men i et sving begik han en kørefejl og røg i asfalten.

Han var tæt på at hive andre med sig ned. Vingegaard sad lidt længere tilbage og kom sikkert forbi sin styrtede holdkammerat, hvis rolle på etapen derefter var udspillet.

Fulgte Pogacar

Van Aert manglede derfor på etapens tredjesidste - og hårdeste - bjerg, som var Puy Mary Pas de Peyrol i kategori 1.

UAE Emirates tog initiativet og satte tempo, mens Vingegaard fulgte Pogacar. Tempoet var så højt, at Pogacars holdkammerat og løbets nummer fem inden etapen, Juan Ayuso, blev sat.

500 meter fra toppen kørte Pogacar væk. Alene. Vingegaard blev siddende med Primoz Roglic (Bora) til at begynde med, men lige inden toppen forsøgte Vingegaard alene at fange Pogacar.

Hentede Pogacar

Ved toppen var der 30 kilometer til mål, og der manglede fortsat to mindre bjerge.

Ved det næste bjerg, altså det næstsidste, endte Vingegaard igen sammen med Roglic, men danskeren var bedst opad af de to, og Vingegaard plantede Roglic og forsøgte selv at hente Pogacar. Og det gjorde Vingegaard lige inden toppen. Bagved sad Roglic og Remco Evenepoel (Quick-Step) sammen.

BLÅ BOG OM JONAS VINGEGAARD

* Navn: Jonas Vingegaard Rasmussen.

* Født 10. december 1996.

* Hjemby: Glyngøre.

* Sportsgren: Cykling.

* Hold: Jumbo-Visma (siden 2019).

* Blev professionel cykelrytter i 2019.

* Udpluk af hans største resultater i karrieren:

- To etapesejre i Tour de France (2022) og indehaver af den gule førertrøje.

- Etapesejr i Polen Rundt (2019).

- Etapesejr i UAE Tour (2021).

- Samlet andenplads i Tour de France (2021).

- Etapesejr i Critérium du Dauphiné (2022).

Vinder af Tour de France (2022)

Vinder af Baskerlandet Rundt (2023)

Vinder af Critérium du Dauphiné (2023)

Kilde: procyclingstats.com, Ritzau.

Vingegaard og Pogacar kørte sammen mod mål. Og her var danskeren altså stærkest.

På tredjepladsen

Pogacar vandt Tour de France i 2020 og 2021, mens Vingegaard har vundet løbet de seneste to år. Meget tyder på, at det igen bliver enten Pogacar eller Vingegaard, som om halvanden uge kan kalde sig tredobbelt vinder af Touren.

I det samlede klassement hentede Vingegaard ét sekund på Pogacar. På løbets tredjeplads har danskeren nu 1 minut og 14 sekunder op til Pogacar.

Jonas Vingegaard vandt over Tadej Pogacar i spurten.
Powered by Labrador CMS