Darios enke scorer milliongevinst
Har sikret sig 19,3 millioner kroner for Frederiksberg-hjemmet
Der er nu sat endeligt punktum for salget af Dario Campeottos og hustruen Gertruds mangeårige hjem på Frederiksberg.
Det skriver Se og Hør.
Markant mere
Villaen blev sat til salg i februar sidste år, og selv om slutsedlen blev underskrevet i juli, er handlen først nu blevet tinglyst officielt.
Salgsprisen landede på 19,3 millioner kroner - en smule under udbudsprisen på 21 millioner kroner, men markant mere end det beløb, parret i sin tid gav for huset.
Da Dario Campeotto og Gertrud Campeotto købte villaen i 1994, lød prisen på 2.147.680 kroner.
Værdien er dermed steget med omkring 17 millioner kroner i de 31 år, familien har ejet boligen.
Attraktiv adresse
Køberne er ifølge mediet et 34-årigt par, som har valgt navne- og adressebeskyttelse.
Fra 1. marts overtager de den 200 kvadratmeter store villa med tilhørende kælder på 105 kvadratmeter på en af Frederiksbergs attraktive adresser tæt på blandt andet Zoologisk Have.
For Gertrud Campeotto markerer tinglysningen det endelige farvel til det fælles hjem, som dannede rammen om næsten tre årtier med Dario Campeotto, der gik bort i 2023 efter et kræftforløb.
Han blev 84 år gammel.