DR-vært på kold opgave
Josefine Høgh skal sammen med Sarah Fisker og Tobias Hansen løfte vinter-OL
DR sender et stærkt værts- og kommentatorhold til Norditalien, når Vinter-OL skydes i gang fredag den 6. februar.
Her får tre kendte DR-profiler en central rolle i dækningen af legene.
Det skriver DR.
Værtsrollerne under Vinter-OL varetages af Josefine Høgh, Sarah Fisker og Tobias Hansen, som er placeret i henholdsvis Milano, Cortina og Bormio.
Stærkt hold
- Vi glæder os helt vildt til dækningen af Vinter-OL, hvor vi selvfølgelig kommer til at følge de danske atleter tæt. OL er altid noget særligt, og jeg er glad for, at DR kan sende et stærkt hold afsted til 16 fantastiske dage for vintersporten, siger underdirektør Anders Kern Boje.
Masser af OL
De tre værter samler hver aften op på dagens begivenheder i programmet 'Dagens bedste fra Vinter-OL', der sendes direkte på DR1 med højdepunkter, analyser og reaktioner fra OL-dagen.
Vinter-OL afvikles i Milano og Cortina d’Ampezzo og løber over 16 dage, hvor DR sender masser af vintersport på tv, radio og digitale platforme med særligt fokus på de danske atleter.