Sjældent 'Matador'-kostume på auktion
Hans Christian Varnæs’ ikoniske jakkesæt under hammeren hos Bruun Rasmussen
Et stykke dansk tv-historie kommer nu på auktion, når et jakkesæt båret af bankdirektør Hans Christian Varnæs i 'Matador' bliver sat til salg hos Bruun Rasmussen.
Skræddersyet sæt
- I modsætning til mange af seriens kostumer, som blev syet specifikt som rekvisitter, er Hans Christian Varnæs’ jakkesæt et fuldt ud autentisk, skræddersyet sæt. Det er udført med samme omhu og håndværksmæssige kvalitet, som man forventer af et jakkesæt fra perioden, siger Peter Broe, specialist hos Bruun Rasmussen.
Mest populære
Jakkesættet forbindes med en af seriens mest markante figurer, Hans Christian Varnæs, spillet af Holger Juul Hansen, og optræder i en lang række centrale afsnit - herunder Hr. Stein, der regnes blandt seriens mest populære.
Foran kameraet
Der er tale om et dobbeltradet jakkesæt i blåt uldstof med satinfor og tilhørende vest, skræddersyet hos skræddermester B. Korzen.
Kostumet adskiller sig dermed fra mange andre 'Matador'-rekvisitter, der udelukkende blev fremstillet til brug foran kameraet.
- Som en af seriens højtstående skikkelser afspejler Hans Christian Varnæs’ jakkesæt naturligvis også hans position. Det signalerer autoritet, velstand og status, forklarer Peter Broe videre.
Jakkesættet kan netop nu ses på udstilling hos Bruun Rasmussen i Lyngby og er vurderet til 10.000-15.000 kroner.
Onlineauktionen finder sted den 9. februar.