15-årig dreng i alvorlig ulykke: Forbrændt på store dele af kroppen

Lørdag formiddag meldes han uden for livsfare

Offentliggjort Sidst opdateret

En 15-årig dreng meldes lørdag formiddag uden for livsfare efter en alvorlig knallertulykke i Frederiksværk natten til lørdag.

Drengens pårørende er blevet underrettet, oplyser vagtchef Rune Mandrup fra Nordsjællands Politi om ulykken, som skete klokken 03.05 på Nyhusgade i det centrale Frederiksværk.

- En beboer vågner ved, at der lyder et højt brag ude fra gaden og løber udenfor. Her ligger der en 15-årig dreng under en knallert, og der er gået ild i både knallerten og i drengen, fortæller Rune Mandrup.

Alvorlige brandskader kræver specialiseret behandling, og drengen blev derfor hastet til Rigshospitalets Traumecenter i København - transporten foregik i helikopter.

- Fordi han var forbrændt på mere end ti procent af kroppen, så kunne man i første omgang ikke erklære ham uden for livsfare. Men meldingen her til formiddag er, at han er uden for livsfare, men i kritisk tilstand, fortæller vagtchefen.

Forsøger at finde årsagen

Nordsjællands Politi arbejder nu på at finde årsagen til ulykken. 

Blandt andet er ulykkesstedet blevet undersøgt af en bilinspektør, som har speciale i netop den slags.

Også knallerten er blevet sendt til tekniske undersøgelser. 

Blandt andet skal det klarlægges, hvordan den kunne bryde i brand, ligesom man vil forsøge at afdække om forhold ved knallerten kan have haft en betydning i forhold til ulykken.

Powered by Labrador CMS