22-årig forsøgte at dræbe far med kniv

En ung mand erkender, at han forsøgte at dræbe sin far. Han skal fængsles på en lukket psykiatrisk afdeling

Udgivet Opdateret

Fredag morgen besluttede en 22-årig mand fra Albertslund, at han ville slå sin far ihjel med sin kniv.

Manden, der bor hos sine forældre, gik derfor ind i forældrenes soveværelse med en stor kniv i hånden.

Det kom frem i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup lørdag morgen, hvor den unge mand erkendte drabsforsøg, fortæller anklager Henrik Uhl Pedersen.

Tændte lyset

Da manden kom ind i soveværelset, tændte han lyset og vækkede dermed sin mor, forklarer anklageren.

- Da hun ser kniven mod farens hals, skriger hun og begynder at kæmpe om kniven, så faren kun får et overfladisk snitsår på kinden.

- Så vågner faren af skriget og kommer med i kampen og får fat i knivbladet og skærer hænderne. Sønnen løber så ud for at få fat i nye knive, siger Henrik Uhl Pedersen.

Barrikaderede sig

Forældrene barrikaderede sig imens bag en glasdør og ringede 112. Samtidig hentede sønnen en mursten og begyndte at smadre glasdøren.

- Da politiet ankommer, har han lige smadret glasdøren, og han overgiver sig uden kamp til politiet, siger anklageren.

Ved lørdagens retsmøde besluttede dommeren, at manden foreløbigt skal være fængslet i 26 dage. 

Skal være på lukket afdeling 

Men da manden ikke menes at være egnet til at være i et almindeligt fængsel, skal han være på en lukket psykiatrisk afdeling.

I første omgang skal han dog være i Vestre Fængsel, ind til at der er plads i psykiatrien. Senere skal den unge mand også mentalundersøges.

En 22-årig mand blev lørdag varetægtsfængslet af en dommer i Retten i Glostrup. Han forsøgte at slå sin far ihjel. (Arkivfoto).
En 22-årig mand blev lørdag varetægtsfængslet af en dommer i Retten i Glostrup. Han forsøgte at slå sin far ihjel. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS