80-årig fængslet for knivstikkeri

Offeret for knivstikkeriet, den 80-åriges kone, har ikke været i livsfare, oplyser Københavns Politi

Udgivet Opdateret

En 80-årig mand varetægtsfængsles i fire uger for grov vold mod sin kone.

Kendelsen er afsagt onsdag i Københavns Byret.

Han sigtes for at stikke sin hustru i maven med en kniv på en adresse på Nørrebro i København tirsdag aften cirka klokken 21.20.

Ifølge den 80-åriges forsvarsadvokat erkendte han de faktiske omstændigheder, men nægtede sig skyldig i grov vold.

Indlagt på hospitalet

I Dommervagten blev dørene lukket for tilhørere, da konen ikke er blevet afhørt endnu.

Efter knivstikket blev hun indlagt på hospitalet.

Stefan Ladeby, som er vagtchef ved Københavns Politi, oplyste onsdag morgen, at hun var i stabil tilstand og ikke på noget tidspunkt har været i livsfare.

Motivet for hændelsen er ukendt.

En 80-årig mand er sigtet for at knivstikke sin kone. Han blev onsdag fremstillet i et grundlovsforhør i Københavns Byret. (Arkivfoto).
En 80-årig mand er sigtet for at knivstikke sin kone. Han blev onsdag fremstillet i et grundlovsforhør i Københavns Byret. (Arkivfoto).

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi
Powered by Labrador CMS