Ældre kvinde fældede svindler
En snedig kvinde fik held til at fælde en svindler, der var mødt op for at franarre hende hævekortet
Det var en den helt forkerte kvinde en svindler fik i røret, da han mandag ville franarre hende hævekort og kontanter.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Ringede 112
Under samtalen med en falsk bankmand, lykkedes det nemlig den 75-årige kvinde at ringe 112.
Dermed sad betjene klar i dagligstuen hos kvinden, da en 29-årig mand mødte op for at hente hendes hævekort i hendes hjem i Solrød.
Anholdt på stedet
Det betød også at den mistænkte svindler blev anholdt på stedet, da han bankede på hos kvinden.
Tirsdag bliver han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.
Meget veltalende
- Svindlerne er meget veltalende og overbevisende, men banker og myndigheder vil aldrig anmode om at få udleveret personlige oplysninger som hævekort-koder over telefonen. Er man i tvivl, så ring tilbage til banken, politiet eller hvor svindlerne nu siger, at de ringer fra, og kontroller om det er rigtigt, lyder det fra politikredsen.