Alvorligt: Bil ramt fra motorvejsbro

To unge mænd eller drenge bliver nu efterlyst

En bil blev kort efter klokken 16 tirsdag ramt af en genstand, som blev kastet fra motorvejsbroen ved Over Kæret i Aalborg. 

Det oplyser Nordjyllands Politi til DR.

Søger to mænd

Nu leder politiet efter to unge mænd eller drenge, som formentlig har kastet genstanden. 

Bilen fik skader på forruden som følge af kastet. 

Det er en alvorlig sag, understreger vagtchef Jesper Sørensen overfor mediet. 

Op til otte års fængsel

-  Vi har også haft hunde i området og ser meget alvorligt på sagen. Straframmen er op til otte års fængsel for den slags, så det kan have alvorlige konsekvenser - og ikke kun for bilisten, hvis det var gået galt, fortæller han. 

Der er endnu intet signalement af de mistænkte, og betjente med hunde har ledt i området efter anmeldelsen. 

Hvis man har informationer om hændelsen, skal man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114. 

Powered by Labrador CMS