Anholder ung mand efter vild biljagt

Politiet søger vidne, der tidligt på natten var på vej mod Svendborg, mens 24-årig satte betjente på arbejde

Udgivet Opdateret

Fyns Politi har natten til onsdag anholdt en mand efter en biljagt, der i alt varede 11 minutter og sluttede i Svendborg på Odensevej.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Milan Seyfabad.

Den 24-årige mand viste sig at være påvirket af narkotika. Der er blevet taget blodprøver af den anholdte.

- Der er tale om vanvidsbilisme. Han havde over 100 procent overskridelse i byzonen. Så han er anholdt nu og er i vores varetægt, siger vagtchefen.

HVAD ER VANVIDSBILISME

Vanvidskørsel defineres som overskridelse af hastighed på mere end 100% ved kørsel med over 100 km/t. Hvis man for eksempel kører 130 km/t et sted, hvor man kun må køre 60 km/t.

Kørsel med en hastighed på 200 km/t og over samt spirituskørsel med en promille på 2,00 betegnes ligeledes som vanvidskørsel.

Derudover er der tale om vanvidsbilisme, hvis man udøver følgende:

Hensynsløs kørsel der skaber farlige situationer for eksempel ved overskridelse af optrukne spærrelinjer i tæt trafik, eller hvis man kører mod færdselsretningen på motorvej.

Og hvis man bevidst forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed. For eksempel ved bevidst at køre mod fodgængere i et fodgængerfelt eller cyklister på en cykelsti.

Efterlyser vidne 

En færdselsforseelse kan betragtes som vanvidsbilisme, når der er tale om kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel med over 100 kilometer i timen.

I forbindelse med biljagten efterlyser politiet et vidne, som kørte i bil ad Hovedvejen i sydlig retning mellem Kirkeby og Svendborg klokken cirka 01.16.

- Det er for at underbygge selve sagen, men vi er også interesseret i, om vidnet har iagttaget noget særligt, siger Milan Seyfabad.

Vidnet opfordres til at ringe til politiet på 114.

Politiet eftersatte natten til onsdag en ung mand. Modelfoto.
Politiet eftersatte natten til onsdag en ung mand. Modelfoto.
Powered by Labrador CMS