Anklager: Dræbte Frank med reb

De fire sigtede har ifølge anklageren udøvet grov vold og brugt et reb i drabet af den 40-årige

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV 2 ØSTJYLLAND

To kvinder og to mænd er sigtet for i fællesskab at have dræbt 40-årige Frank Nørgaard på Djursland.

Det fremgår af sigtelsen, som anklageren læste op, inden dørene blev lukket ved grundlovsforhøret, som startede klokken 14 ved retten i Randers. Det oplyser TV2 Østjyllands reporter på stedet.

De fire sigtede var fortsat iført overtræksdragter ved retten, og de forklaringer, de indtil videre har afgivet, er ifølge politiet modstridende.

Den 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen.
Den 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen.

Tydeligt påvirket

Drabet er ifølge sigtelsen sket ved, at de fire har udøvet grov vold mod den 40-årige og til sidst kvalt ham med et reb.

Den dræbtes kæreste var mødt op i retten med sin mor og var tydeligt følelsesmæssigt påvirket, inden dørene blev lukket, fortæller TV2 Østjyllands reporter. Liget er endnu ikke fundet.

Derudover er de sigtet for i fælles forening at have bortskaffet liget. I går blev den dræbtes varevogn fundet afbrændt på Gl. Fjellerupvej ved Vivild. Den var så udbrændt, at politiet i første omgang ikke kunne afgøre, om det var dræbtes.

Ranger adresser

Der er nedlagt navneforbud mod de fire sigtede i sagen.

Politiet har tirsdag fortsat ransaget adskillige ejendomme, efter at de fire personer i aftes blev anholdt på en adresse i Nimtofte.

Ifølge naboer i området var der ofte mange mennesker på adressen, hvor de to ældste af de anholdte også bor. De fire, der blev anholdt ved Nimtofte i aftes, er en en 39-årig kvinde, en 23-årig kvinde, en 25-årig mand og en 39-årig mand.

Politi og teknikere ransager her en adresse i Nimtofte.
Politi og teknikere ransager her en adresse i Nimtofte.
Powered by Labrador CMS