Betjente finder håndgranat
To personer er allerede anholdt i sagen og har fået opretholdt anholdelsen - foreløbig frem til fredag
Østjyllands Politi fremstiller torsdag en 32-årig mand i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling efter fund af en håndgranat på en adresse i Randers tidligere på ugen.
Den 32-årige mand blev anholdt onsdag eftermiddag ud for en adresse i Randers NV, oplyser Østjyllands Politi på X.
To anholdt
To personer blev allerede mandag anholdt i sagen. De fik ved et retsmøde tirsdag opretholdt deres anholdelse i tre døgn.
Sagen om håndgranaten begyndte mandag eftermiddag, da politiet modtog en anmeldelse om, at en person på gaden Skovlund havde en håndgranat, som han truede med at bruge.
Få oplysninger
Politiet rykkede ud til stedet og foretog afspærring af adressen. Først blev en 34-årig mand og dernæst en 30-årig kvinde anholdt.
De blev begge fremstillet i grundlovsforhør dagen efter. Her vurderede en dommer, at politiet foreløbig havde for få oplysninger i sagen, som kunne underbygge mistanken mod de to tilstrækkeligt.
Fortsat fængslet
Dommeren ville derfor ikke varetægtsfængsle dem, men bestemte, at anholdelsen skulle opretholdes i tre døgn.
Ifølge Østjyllands Politi er de to fortsat frihedsberøvet - indtil videre frem til fredag.
Lukkede døre
Torsdagens grundlovsforhør indledes ved Retten i Randers klokken 10.30.
Ifølge Østjyllands Politi vil anklagemyndigheden bede retten om at holde retsmødet for lukkede døre - altså uden adgang for offentligheden.
Det kan retten beslutte, når der er grund til at antage, at et åbent retsmøde vil kunne forstyrre politiets videre efterforskning.