Bilist dør i ulykke

En bilist har mistet livet i et frontalt sammenstød med en lastvogn på Svendborgsundbroen

Udgivet Opdateret

En person er afgået ved døden i en færdselsulykke på Svendborgsundbroen tidligt onsdag morgen.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland.

I forbindelse med ulykken er broen, der forbinder Svendborg på Sydfyn med Vindeby på Tåsinge, spærret i begge retninger.

Ulykken skete, da en lastvogn og en personbil af hidtil ukendte årsager kørte frontalt sammen på broen.

Pårørende ikke underrettet

Det er føreren af personbilen, der har mistet livet. Umiddelbart er der ikke andre tilskadekomne.

Den afdødes pårørende er endnu ikke underrettet, oplyser vagtchefen kort efter klokken 05.00.

Svendborgsundbroen er tidligt onsdag morgen spærret i begge retninger. Det vil den ifølge politiet være "en rum tid endnu".

Derfor sætter politiet ind mod fart

Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne.

For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald.

2014 – 2019 omkom 401 personer i en trafikulykke, hvor mindst en af de involverede parter kørte for stærkt i forhold til hastighedsgrænsen eller forholdene. I 72% af ulykkerne var farten en medvirkende årsag til, at ulykken opstod. I de sidste 28% var farten årsag til, at ulykken blev med dødelig udgang 

Ved 80 km/t. kører du ca. 33 meter, mens du reagerer, og efter ca. 64 meter holder du stille. Kører du 95 km/t., bruger du yderligere 19 meter på at holde stille ved maksimal bremsning af køretøjet.

Hvis to bilister kolliderer med 80 km/t., vil ulykken i 30% af tilfældene have dødelig udgang. Risikoen fordobles til 60% ved en hastighed på 90 km/t.

Hvis en bilist rammer en fodgænger med 80 km/t. vil ulykken være fatal i 60% af tilfældene. Risikoen stiger til 80% ved 90 km/t. 

De fleste dødsulykker i trafikken sker på landeveje. 62% af dødsulykkerne på disse veje sker med en hastighedsoverskridelse på mindre end 20 km/t. 38% af dødsulykkerne sker med en overskridelse på mere end 20 km/t. 

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

- Lige nu afventer vi en bilinspektør, der skal forsøge at fastslå årsagen til ulykken, siger Steen Nyland.

Broen vil være spærret, indtil bilinspektøren er færdig med sine undersøgelser.

Klokken 06.00 meldes det, at ulykkesstedet kan passeres med forsigtighed.

Politi og redning arbejder fortsat på stedet og er færdige i løbet af onsdag morgen.

Føreren af denne bil blev dræbt ved sammenstødet.
Føreren af denne bil blev dræbt ved sammenstødet.
Powered by Labrador CMS