Bliver ved hele natten

Anholdelsesaktion trækker yderligere ud

Udgivet Opdateret

Anholdelsesaktionen på Lupinvej i Silkeborg kan trække ud hele natten.

Midt- og Vestjyllands Politi har siden klokken 14 i eftermiddag arbejdet i og omkring en beboelsesejendom på Lupinvej.

Her har en person, der er anmeldt for trusler, nægtet at overgive sig til politiet.

Og som dagen er skredet frem, er politiet blevet stadig tungere bevæbnet.

Må sove ude

Beboere i 15 opgange på Lupinvej har under hele aktionen været forment adgang til deres boliger.

Men ved 20.30-tiden meldte politiet ud, at de fleste ville kunne få lov at vende hjem i løbet af aftenen.

Beboere i 13 opgange bliver eskorteret hjem af politiet.

Men beboerne i to opgange må finde andre overnatningsmuligheder, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i et tweet.

Angiveligt bevæbnet

Personen, der er genstand for anholdelsesaktionen, er angiveligt bevæbnet med en eller anden form for skydevåben.

På flere optagelser fra aktionen bevæger politiet i området sig rundt beskyttet bag et skjold, hvilket indikerer frygt for at blive ramt af skud.

Midt- og Vestjyllands Politi har gentagne gange meldt ud, at det primære sigte er, at anholdelsesaktionen ender uden personskade.

Anholdelsesaktionen ser ud til at blive en natlig affære.
Anholdelsesaktionen ser ud til at blive en natlig affære.
Powered by Labrador CMS