Dansker forårsager ulykke i Tyskland

Trak ud uden at orientere sig

Udgivet

En 37-årig dansk mand var tirsdag årsag til en ulykke i Tyskland på Autobahn 1.

Klokken var 12.30, da danskeren i et mobilhome var på vej ad motorvejen i retning mod Hamburg.

Imellem motorvejstilkørslerne Vechta og Cloppenburg ville danskeren overhale en forankørende lastbil, og så gik det galt.

Det skriver  Polizeiinspektion Delmenhorst i en pressemeddelelse.

Trak ud

Den 37-årige dansker trak ud i venstre bane for at påbegynde overhalingen.

Men det gjorde han uden at orientere sig tilstrækkeligt.

For ude i venstre bane kom en 57-årig mand fra Bremen kørende i en VW i noget højere fart end danskeren.

Og VW-føreren kunne på ingen måde forhindre at køre op bag i danskeren, der svingede lige ud foran ham.

Måtte slæbes væk

Både danskerens mobilhome og VW'en var dyre køretøjer i nyere udgave.

Men hvor danskerens køretøj trods alt selv kunne køre fra ulykkesstedet, måtte VW'en hentes af et "fejeblad".

Der blev ikke noteret nogen personskade ved sammenstødet, men tysk politi har anslået skaderne på bilerne til at løbe op i mindst en kvart million kroner.

Powered by Labrador CMS