Derfor skete alvorlig motorvejsulykke

Fredag blev Sydmotorvejen spærret ved Vordingborg efter en alvorlig ulykke

Offentliggjort Sidst opdateret

Alvorlig ulykke på Sydmotorvejen

Tre personer blev alvorligt kvæstet i en trafikulykke på Sydmotorvejen fredag formiddag.

Ulykken involverede to biler, og motorvejen blev delvist lukket i flere timer.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Tre personer er kommet alvorligt til skade i en trafikulykke på Sydmotorvejen fredag formiddag.

Det oplyser vagtchef Kasper Skotte fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sidst på eftermiddagen.

Politiet har dagen igennem arbejdet på ulykkesstedet, hvor to biler har været impliceret i ulykken.

Ildebefindende 

- Ud fra de foreløbige oplysninger, vi har, så tyder det på, at føreren i den ene bil har fået et ildebefindende og er kørt ind i autoværnet og har ramt en bro, fortæller Kasper Skotte.

- Derudover er der en anden bil, som bliver ramt, men der er ingen alvorligt tilskadekomne i den bil, lyder det fra vagtchefen.

Ulykken er sket ved en motorvejsbro ved afkørsel 41 ved Vordingborg, hvor der efterfølgende blev spærret i nordgående retning.

Sydmotorvejen blev fredag formiddag spærret ved Vordingborg grundet en trafikulykke. Flere ambulancer og helikoptere er set på stedet.

To helikoptere fløj til Rigshospitalet

Flere ambulancer, en akutlægehelikopter og en redningshelikopter fra Forsvaret blev sendt til stedet, hvor motorvejen i nogle timer var helt eller delvist lukket.

Strækningen var igen fuld farbar omkring klokken 14.

Politiet oplyste ved middagstid, at de alvorligt tilskadekomne er blevet fløjet til Rigshospitalet.

Det er sidst på eftermiddagen endnu ikke oplyst, om nogen er i livsfare.

Powered by Labrador CMS