Desperado dømt for 76 forbrydelser
Nu skal han bag tremmer
En 34-årig mand er torsdag ved Retten i Esbjerg fundet skyldig i hele 76 forhold.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Han var tiltalt for 78 forbrydelser, men blev frifundet for to forhold.
Vold, trusler og indbrud
Blandt de 78 forhold var 12 indbrud på Fyn og i Syd- og Sønderjylland begået fra august 2023 til december 2024.
Indbruddene skete blandt andet i Skærbæk, Tiset, Tønder, Tjæreborg, Agerskov og Esbjerg.
Manden blev også dømt for vold, forsøg på røveri og flere forhold af trusler.
Blandt andet truede han tre mænd med en kniv i Esbjerg i november 2023, ligesom han på gaden i Bramming forsøgte at frarøve en person penge ved brug af en skruetrækker.
Totalskadede flere biler
Sagen rummede også ni forhold med brugstyveri af biler, hvor langt de fleste biler efter brugstyverierne var totalskadede.
Blandt de 78 forhold var også en længere række andre tyverier, ulovlige besiddelser af flere knive og flere kørsler i frakendelsestiden i spiritus- og narkopåvirket tilstand.
- Der er tale om en stor sag med rigtig mange forskellige lovovertrædelser, som er gået ud over adskillige personer.Den dømtes handlinger har været alvorlige og grove.
- Min strafpåstand var væsentligt højere end det, retten mente var det rette niveau. Vi skal derfor drøfte videre med Statsadvokaten, om der er grundlag for, at sagen skal ankes,’’ siger anklagerfuldmægtig Christina Nathalie Hansen fra Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi.