Dømt  for at dræbe Frank

26-årig tilstår at have dræbt 40-årig mand sidste sommer og hævder, det skete sammen med to andre sigtede

Udgivet Opdateret

En 26-årig mand idømmes ved Retten i Randers 12 års fængsel for at have dræbt 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen sidste sommer.

Han erkendte ved retsmødets begyndelse at have dræbt den 40-årige familiefar 14. juli på en adresse i Nimtofte på Djursland.

Offeret blev slået med et metalrør og kvalt.

Erkendte sig skyldig

Den 26-årige erkendte også at have forsøgt at dræbe den 40-årige allerede dagen før. Men det mislykkedes, da offeret slap væk.

Manden erkendte sig skyldig i drab og drabsforsøg, men han hævder ifølge sin forsvarsadvokat, at det skete i forening med to andre – en mand og en kvinde på 39 år – der også er sigtet. De sidder varetægtsfængslet i sagen.

Presset og manipuleret

De tilstedeværende journalister og tilhørere hørte ikke noget om motivet for drabet, da dommeren lukkede dørene.

Da dørene igen blev åbnet, sagde den 26-årige, at han havde været udsat for manipulation og pres af to af de medsigtede, som han hævder, var med til at begå drabet.

- Jeg føler mig snydt og bedraget. Det, jeg forsøgte at undgå, skete stadig. Og jeg er ufatteligt ked af, hvad der er sket, sagde han.

En 26-årig mand er nu sigtet for at have dræbt ham.
En 26-årig mand er nu sigtet for at have dræbt ham.

Straffeloven § 237

Straffelovens § 237 lyder:

Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.

Kilde: danskelove.dk.

Powered by Labrador CMS