Dreng fængsles efter overfald

15-årig dreng optrådte med en machete på uddannelsessted fredag morgen

Offentliggjort Sidst opdateret

15-årig dreng fængslet efter voldelige episoder

En 15-årig dreng er blevet varetægtsfængslet efter at have truet med en machete og været involveret i voldelige episoder på uddannelsessteder i Aarhus.

Drengen nægter sig skyldig i de alvorlige anklager, men erkender besiddelse af våben, mens politiet arbejder på at stoppe konflikten blandt de unge.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

I en sag om overfald med kniv og dødstrusler begået på to uddannelsessteder i Aarhus er en dreng på 15 år lørdag blevet varetægtsfængslet.

Det oplyser anklager Josefine Minor Christensen fra Østjyllands Politi til Ritzau.

Drengen nægter sig skyldig.

Erkender machete

Han erkender dog at have besiddet en machete og en peberspray, da han fredag formiddag indfandt sig på Aarhus Tech på Halmstadgade i Aarhus.

I et klasselokale skal han have holdt macheten, som har en klinge på mere end 12 centimeter, bag sin ryg, da han til en elev sagde: "Jeg knepper dig, vil du se den?"

Dette var en trussel på livet, mener Østjyllands Politi, hvilket drengen dog nægter.

Afviser overfald i Tilst

Også det alvorligste forhold i sagen afviser han. Nemlig at han forrige fredag sammen med andre skal have begået et overfald med kniv på en 17-årig dreng på et gymnasium i Tilst.

Her blev offeret stukket flere gange i låret og desuden sparket og slået, da han lå ned.

Hvad drengen har forklaret, er hemmeligt, idet dommeren lukkede dørene ved retsmødet.

Konflikt mellem enkelte unge

Episoderne er udslag af en konflikt mellem enkelte unge, oplyste Østjyllands Politi fredag. Til dem hører også et overfald på Ryhavevej i søndags. Her blev en 15-årig stukket med kniv og sprøjtet med peberspray.

I et forsøg på at få stoppet serien af voldelige overfald har betjente kontaktet både forældre og de unge, har politiet oplyst.

Lørdagens retsmøde førte i øvrigt til, at drengen skal være frihedsberøvet frem til 7. januar.

Powered by Labrador CMS