Drenge fremstillede bomber

Tre drenge har indrømmet, at de stod bag syrebomber i Sønderborg. Sagen er overdraget til sociale myndigheder

Udgivet Opdateret

Det var tre mindreårige drenge, der stod bag, da rester af syrebomber blev fundet på Als i slutningen af juni.

De havde både fremstillet og affyret bomberne.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Fundet i boligområde

- Politiet advarer på det kraftigste mod at eksperimentere med at blande syre med forskellige medikamenter, da det kan være meget farligt, skriver politiet.

En syrebombe er en flaske med en syreblanding, der kan eksplodere.

Politikredsen fik den 30. juni en anmeldelse om, at der var fundet eksploderede syrebomber omkring Kærvej i Sønderborg på Als.

Afhørt med forældre

I forbindelse med efterforskningen af sagen fandt politiet frem til tre mindreårige drenge, der er blevet afhørt i sagen i samarbejde med forældre og kommune.

Her har de indrømmet, at de fremstillede og afskød syrebomberne, skriver politiet.

Intet retsligt efterspil

Da drengene er mindreårige og derfor ikke kan stilles strafferetligt til ansvar, er sagen overdraget til de sociale myndigheder.

- Og dermed kommer der ikke et retligt efterspil ud af det, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Politiet betragter sagen som opklaret, og kredsen oplyser, at den vil have et stort fokus på området i samarbejde med kommunens SSP-medarbejdere.

SYD- OG SØNDERJYLLANDS POLITI

Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.

Der er godt 900 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området.

Hovedstationen er i Esbjerg, hvor stationen samtidig er områdecenter for den nordvestlige del af politikredsen.

På hovedstationen bor desuden vagtcentralen, øverste ledelse, de centrale politiafdelinger, anklagemyndigheden og politikredsens stabsfunktioner.

De tre områdecentre er – ud over Esbjerg - placeret i Haderslev og Sønderborg:

  • Områdecenter Nordvest dækker Varde, Fanø og Esbjerg kommuner
  • Områdecenter Nordøst dækker Haderslev og Vejen kommuner
  • Områdecenter Syd dækker Sønderborg, Aabenraa og Tønder kommuner
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Powered by Labrador CMS