Efterlyser to mænd af 'arabisk udseende'

Politiet beder om hjælp efter et overfald

Udgivet Opdateret

En 36-årig mand er blevet overfaldet af to personer, der forsvandt i en bil.

Nu beder politiet offentligheden om hjælp.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. 

Torsdag klokken 22.31 fik politiet en anmeldelse om, at der var sket et overfald ved en cafe på havnepladsen, idet to mænd havde angrebet en tredje. 

Efterfølgende var de to mænd kørt væk sammen i en grå bil.

Politiet fik ved cafeen kontakt til vidner, der havde overværet overfaldet og derfor afhørt til sagen. 

Offeret forsvundet

Offeret selv havde forladt stedet, men politiet fik senere kontakt til en 36-årig mand fra Kalundborg, som umiddelbart ikke havde nogen synlige skader efter overfaldet.

Den 36-årige oplyste, at han klokken cirka 22.20 var blevet overfaldet af to mænd, der både havde taget fat i ham med et halsgreb og slået hans hoved ind i en trævæg. 

Efterfølgende var de to mænd kørt fra stedet i en grå personbil i ukendt retning.

Området omkring cafeen blev undersøgt med politihunde efter eventuelle spor fra overfaldet.

Kørt i grå bil

De to mænd  bliver beskrevet som: 

A: Mand, cirka 30 år gammel og cirka 185 centimeter høj, arabisk af udseende, stort fuldskæg, iført mørkt joggingtøj med lynlås, og 

B: Mand, cirka 40 år gammel og cirka 175 centimeter høj, arabisk af udseende, tyndt fuldskæg, iført mørkt joggingtøj. 

Begge talte dansk med arabisk accent og havde forladt området sammen i en grå bil.

Politiet efterforsker nu overfaldet i et forsøg på at få identificeret de to mistænkte, som blandt andet forsøges identificeret ud fra den overvågning, der allerede findes i området. 

"Personer, der har bemærket overfaldet, og som ikke er afhørt af politiet, må gerne kontakte politiet på telefon 114 med henblik på afhøring til sagen", skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Powered by Labrador CMS