Efterlyser vidner i uhyggelig sag

En kvinde vågnede i weekenden op til en person i sit soveværelse. Sagen efterforskes som voldtægtsforsøg

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet søger vidner til formodet voldtægtsforsøg i Aars

Politiet efterlyser vidner til en sag om et formodet voldtægtsforsøg i Aars.

En kvinde vågnede op til en person i sit soveværelse og blev holdt fast.

Gerningspersonen flygtede, og politiet ser alvorligt på sagen.

Vidner opfordres til at tjekke videoovervågning og kontakte politiet.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Politiet efterlyser vidner til en sag om et formodet voldtægtsforsøg i Aars, hvor en person er trængt ind i en kvindes soveværelse.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Holdt fast i soveværelset

En kvinde i 20'erne vågnede 9. november ved, at en person befandt sig i hendes soveværelse.

Kvinden blev holdt fast, men hun vristede sig fri, og gerningspersonen flygtede.

Stor alvor

- Den præcise hensigt er på nuværende tidspunkt uvist, men det ændrer ikke på, at vi ser på det her med overordentlig stor alvor, udtaler politikommissær Mikkel Brügmann i pressemeddelelsen.

Derfor betragter politiet det på nuværende tidspunkt som et forsøg på voldtægt, lyder det.

Signalementet af den formodede gerningsperson er også sparsomt.

Mangler gennembrud

Vedkommende vurderes at være omkring 175 centimeter høj og at have en "fast eller kompakt kropsbygning".

Nordjyllands Politi skriver, at man går ud i offentligheden, da efterforskningen indtil videre ikke har ført til et gennembrud.

Politiet efterlyser særligt vidner, som har bemærket en person, der har udvist mistænkelig adfærd.

Tjek videoovervågning

Det er især i området omkring Anlægsvej, Peder Stubsvej, Himmerlandsgade, Møllevang, Møllevej og Grønnevej i Aars.

Hvis man bor i området og har videoovervågning, opfordrer politiet til, at man tjekker, om der foregik noget mistænkeligt søndag morgen mellem klokken 02.00 og 05.00.

Har man oplysninger i sagen, kan man henvende sig til Nordjyllands Politi på telefon 114.

Powered by Labrador CMS