Elever og lærer kastede pile mod valg-plakat

Stjal plakaten og dyngede ansigtet på politiker til med dart-pile

Karsten Byrgesen har taget mod undskyldningen, men han synes, at debattonen generelt er blevet for hård herhjemme.
Udgivet Opdateret

Det har vakt betydelig opsigt, at både elever og en kvindelig lærer på Svendborg Efterskole har kastet med dart-pile mod en valgplakat med Karsten Byrgesen fra Nye Borgerlige.

Byrgesen stiller op til både Fredericia Byråd og regionsrådet.

Først hev eleverne valgplakaten ned fra en mast og bagefter blev pilekasteriet på selve efterskolen optaget på en af elevernes mobiltelefon og efterfølgende lagt ud på de sociale medier.

Har undskyldt

Efterskolen har omgående undskyldt den pinlige episode i blandt andet et opslag på Facebook. Karsten Byrgesen har da også taget mod undskyldningen.

- Det er selvfølgelig ikke så godt. Men efter 42 års tjeneste i hæren med flere udsendelser til udlandet er det ikke det værste, jeg har været udsat for. Jeg anser hændelsen som drengestreger, men derfor er det selvfølgelig ikke en acceptabel opførsel i et demokrati, siger Karsten Byrgesen til Newsbreak.dk.

Politikeren hæfter sig ved, at debattonen herhjemme er blevet for hård.

- Debatten er blevet afstumpet. De unge mener, at man skal 'fucke Ny Borgerlige'. Det er en politisk manifestation. Men måske skal eleverne have lidt flere lektioner i politik og samfundsfag, som de jo har på skolen, lyder det fra Fredericia-politikeren.

Kan pille plakater ned for mig

Han skal torsdag eftermiddag have et møde med de unge, hvor de vil undskylde for deres opførsel.

- Jeg modtager bestemt undskyldningen. Men jeg tager en plakat og nogle strips med, så de kan hænge en ny valgplakat op på det sted, hvor de fjernede den plakat, som de skød med pile efter.

Det kan også være, at de vil give en hånd med, når alle plakaterne skal pilles ned efter valget. Der er en del plakater, og eleverne er i god træning,  griner Karsten Byrgesen.

Læreren er ked af det

Karsten Byrgesen fortæller også til Newsbreak.dk, at han er blevet kontaktet af den pågældende lærer på Svendborg Efterskole.

- Vi fik en god og lang snak. Hun er virkelig ked af det. Jeg har sagt til hende, at sagen nok vil følge hende et stykke tid, men det skal nok gå over.

Du kan se videoen med pilekasteriet her.

EFTERSKOLEN UNDSKYLDER

Bestyrelsen og ledelsen på Svendborg Efterskole undskylder og beklager dybt hændelsen. I et opslag på Facebook hedder det blandt andet:

Vi tager stærkt afstand fra tyveri af valgplakater og fra voldssymbolikken.

For at gøre ondt værre er en af dem, der optræder på videoen ikke elev, men lærer på skolen. Her er selvfølgelig tale om mere et end ungdommeligt fejltrin - og det beklager både vi og den pågældende medarbejder.

Vi vil i de kommende dage og uger tage afsæt i den yderst beklagelige episode og få vendt såvel demokratiforståelse som opførsel på de sociale medier. Naturligvis har vores elever ret til udtrykke deres uenighed med Nye Borgerliges politik, men på Svendborg Efterskole vil vi gerne lære dem at gøre det på en helt anden vis, end det som vises i videoen.

I forhold til den ansattes rolle har vi ikke andre kommentarer, end at vi håndterer det som en personalesag, da alle ansatte er forpligtet på samme værdigrundlag, som de værdier vi møder eleverne med.

Kilde: Facebook
Powered by Labrador CMS