Erkender 14 tilfælde af drabsforsøg

Skød også mod helikopter

Udgivet Opdateret

En 21-årig mand fra Grønland erkender mandag, at han 22. marts 2023 skød mod en helikopter, der var ved at lande i byen Narsaq i det sydlige Grønland.

To piloter om bord på helikopteren blev såret ved skudepisoden.

Manden erkender sig skyldig i 14 tilfælde drabsforsøg, fremgår det, da sagen indledes mandag formiddag i Retten i Aarhus.

Grønlands Politi mener, at han udførte skyderiet med en halvautomatisk riffel, som han to dage forinden havde stjålet fra en fiskekutter i byens havn.

Det forhold kan manden dog kun erkende delvist, oplyser hans forsvarer.

Tolk oversætter

Den tiltalte var iført en grøn kasket, da han mandag formiddag blev ført ind i retssal 3 i Retten i Aarhus.

Han havde hænderne spændt fast i et transportbælte om livet.

Den tiltalte taler grønlandsk, og en tolk sørger for at oversætte til dansk.

Usædvanligt

Det er usædvanligt, at den grønlandske retssag føres ved en dansk domstol.

Det skyldes, at manden har vist sig at være psykisk syg og under varetægtsfængslingen - eller tilbageholdelsen som det hedder i den grønlandske retsplejelov - blev fløjet til psykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Sagens anklager, Martin Strandby Nielsen, siger i sine indledende bemærkninger, at der er tale om en meget alvorlig og usædvanlig sag.

- Det er ganske usædvanligt at se en sag med karakter af masseskyderi, siger han.

- Der er ingen tvivl om, at det har skabt stor usikkerhed og utryghed i Narsaq - en by med cirka 1300 indbyggere, siger anklageren.

På ubestemt tid

Anklagemyndigheden kræver manden idømt psykiatrisk behandling på ubestemt tid. Det skal ske på et dansk psykiatrisk hospital.

Den tiltalte skal nu afgive forklaring om hændelsesforløbet.

GRØNLANDS POLITI

Grønlands Politi er repræsenteret i hele Grønland med 19 politistationer fordelt i landets fem kommuner. 

Derudover har Grønlands Politi en landsdækkende vagtcentral, som ligger i Nuuk.

I størstedelen af de 55 bygder er politiet repræsenteret med kommunefogeder, som løser opgaver af politimæssig karakter.

Ud over at skulle løse de politimæssige opgaver, som også danske politikredse løser, er Grønlands Politi også ansvarlig for alle eftersøgnings- og redningsoperationer til lands inkl. på Indlandsisen. 

Det kaldes for Search and Rescue (SAR). 

Derudover deler Grønlands Politi og Arktisk Kommando ansvaret for SAR-opgaver til søs i de indenskærs farvande.

Grønlandske politifolk uddannes på Politiskolen i Grønland, og praktikforløbet foregår i Grønland. 

Uddannelsen som politibetjent i Grønland er ligestillet med uddannelsen på Politiskolen i Danmark, og derfor kan man gøre tjeneste i hele kongeriget, hvis man er uddannet fra Politiskolen i Grønland.

Danske politifolk gør jævnligt assistancetjeneste i Grønlands Politi i kortere eller længere perioder.

Kilde: Politi.dk

Powered by Labrador CMS