Esbern Snare i aktion

Endnu engang har der været brug for den danske fregat

Esbern Snare har endnu engang været i aktion.
Esbern Snare har endnu engang været i aktion.
Udgivet Opdateret

Esbern Snare modtog mandag information, der tydede på, at der kunne være en aktiv piratgruppe omkring øen Bioko ud for Ækvatorialguinea, i internationalt farvand.

Esbern Snare satte i retning af den mulige piratgruppe, mens skibet samtidig forsøgte at få kontakt til civile skibe, der lå i samme område som piratgruppen. 

Det lykkedes ikke at opnå kontakt.

Efter cirka tre timers sejlads blev Esbern Snares Seahawk-helikopter sendt i forvejen for at observere, og da den nærmede sig, modtog helikopteren et Mayday-signal fra et containerskib. Et signal, der betyder ’skib i nød’.

Pirater og gidsler ombord

Besætningen fra helikopteren så et mindre fartøj, en såkaldt skiff, på siden af containerskibet. Personellet kunne se et antal formodede pirater og gidsler ombord på skiff’en.

Personerne på skiff’en smed genstande over bord - tilsyneladende for at kunne sejle hurtigere - og satte herefter kurs mod nord og Niger-deltaet med gidslerne ombord.

Seahawk-helikopteren fulgte skiff’en et stykke tid på sikker afstand for ikke at udsætte gidslerne for fare. 

Herefter returnerede helikopteren til Esbern Snare. Esbern Snare har ikke tilladelse til at forfølge pirater i nationale farvande.

Såret af skud

Esbern Snare fik i løbet af denne fase en melding om, at der var flere besætningsmedlemmer om bord på containerskibet, og at et besætningsmedlem var såret af skud i underbenet. Der blev ikke meldt om pirater på containerskibet. 

Derfor blev et boardinghold sat om bord på skibet for at yde førstehjælp. Den sårede blev senere bragt om bord på Esbern Snare for at modtage lægehjælp.

Personens tilstand er stabil.

Sent mandag aften arbejdede boardingholdet fortsat om bord på containerskibet med at yde støtte og lede efter to besætningsmedlemmer, som savnes efter hændelsen

I ildkamp med pirater

24. november var fregatten i ildkamp med pirater.

Esbern Snare kaldte piraterne op for at bringe dem til standsning, så de danske soldater kunne komme ombord

Da piraterne ikke reagerede, afgav de danske styrker varselsskud jævnfør deres beføjelser. Piraterne åbnede derefter ild direkte mod de danske soldater.

De danske soldater reagerede herefter i selvforsvar og besvarede ilden fra piraterne.

Der fulgte en kort ildkamp. Ingen danske soldater kom til skade, men fem pirater blev ramt. Fire af piraterne afgik ved døden. En blev såret.

Powered by Labrador CMS