Fængslet: Bombarderede kvinde med opkald

En kvinde modtog mere end 200 opkald og beskeder fra mand, som hun mødte på nettet. Nu er han fængslet

Offentliggjort Sidst opdateret

Mand varetægtsfængslet for stalking og trusler

En 34-årig kvinde blev udsat for chikane af en 46-årig mand, hun mødte på Snapchat.

Manden ringede 210 gange og sendte 230 beskeder til kvinden.

Han opsøgte hende også på hendes bopæl og arbejdsplads med trusler.

Manden er nu varetægtsfængslet frem til 28. august.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 34-årig kvindes møde med en 46-årig mand på Snapchat udviklede sig til byge af uønskede beskeder og telefonopkald, og nu er manden varetægtsfængslet på baggrund af sigtelser for trusler og stalking.

Fængslingen skete søndag i forbindelse med et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Ringede 210 gange

Kvinden, som kommer fra Kalundborg, fik kontakt med manden, der er fra Fredensborg, i midten af juli.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi fulgte der efter den indledende kontakt et forløb med chikane, hvor manden ringede til kvinden 210 gange og skrev 230 beskeder.

Derudover opsøgte han hende på hendes bopæl og på hendes arbejdsplads, hvor han ifølge politiets sigtelse fremsatte trusler mod både hende og hendes børn.

Ikke den første

Angiveligt var den 34-årige kvinde ikke den første, som måtte stå model til chikanerier fra den 12 år ældre nordsjællænder.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er manden nemlig sigtet for yderligere tre tilfælde af trusler, som er gået ud over to forskellige kvinder i Nordsjælland i maj og juni.

Frem til 28. august

Midt- og Vestsjællands Politi har ikke oplyst, hvorledes den 46-årige mand forholder sig til sigtelserne.

Ved søndagens grundlovsforhør bestemte dommeren, at manden skal sidde varetægtsfængslet, mens politiet efterforsker sagen, foreløbig frem til den 28. august.

Powered by Labrador CMS