Fængslet for at stjæle granat

I over to måneder skal en ung mand fra Forsvaret have haft en håndgranat på sin bopæl, som han tog fra øvelse

En 20-årig ansat i Forsvaret er sigtet for at have stjålet en håndgranat ved en øvelse. Det er uvist, hvilken stilling manden har haft i Forsvaret.
Udgivet Opdateret

En 20-årig militærmand er mandag ved Retten i Holstebro blevet fængslet i foreløbig fire uger for at at have været i besiddelse af en militær håndgranat. 

Han har kæret kendelsen til Vestre Landsret og nægter sig skyldig i, at der skule være tale om en våbenlovsovertrædelse under særdeles skærpende omstændigheder, oplyser auditørkorpsets anklager Christina Barnow

Stjal granat

Den 20-årige, som er ansat i Forsvaret er blevet sigtet for at have taget en håndgranat med hjem fra en skydeøvelse i Borris Skydeterræn.

Det oplyser anklager fra Forsvarsministeriets Auditørkorps Christina Barnow.

Beholdt den i hjemmet

Ifølge sigtelsen har den unge mand stjålet håndgranaten i forbindelse med en skydeøvelse 26. maj i Borris Skydeterræn.

- Han skal have besiddet den på bopælen frem til 4. august, siger hun.

Søndag blev manden så anholdt for besiddelsen, og nu risikerer han at skulle sidde bag tremmer.

Siger ikke hvordan

Sigtelsen er rejst efter straffelovens paragraf 192 a, hvor minimumsstraffen er fængsel i to år.

Anklageren afviser at svare på, hvordan det kunne lade sig gøre, at den 20-årige angiveligt kunne tage håndgranaten med fra øvelsen.

Hun vil heller ikke svare på, hvilken stilling den 20-årige har haft i Forsvaret.

Det er endnu uvist, hvordan den unge mand forholder sig til sigtelsen.

Straffeloven § 192 a

Med fængsel fra 2 år indtil 8 år straffes den, der overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 258/2012 af 14. marts 2012 ved under særligt skærpende omstændigheder at indføre, udføre, transportere, erhverve, overdrage, besidde, bære, anvende, tilvirke, udvikle eller med henblik på udvikling forske i

1)skydevåben eller

2)andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet eller eksplosivstofferne på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade.

Stk. 2. Den, der i øvrigt overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder, straffes med fængsel indtil 6 år.

Stk. 3. Ved fastsættelse af straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben efter stk. 1, nr. 1, skal det indgå som en skærpende omstændighed, at skydevåbnet besiddes på offentligt tilgængeligt sted. Besiddes der samtidig ammunition, der kan affyres med skydevåbnet, skal dette indgå som en yderligere skærpende omstændighed ved straffastsættelsen.

Stk. 4. Ved fastsættelsen af straffen for ulovlig besiddelse af andre våben eller eksplosivstoffer efter stk. 1, nr. 2, skal det indgå som en skærpende omstændighed, at våbnet eller eksplosivstoffet besiddes på offentligt tilgængeligt sted eller andet sted, hvor mennesker færdes eller opholder sig. Besiddes der samtidig anordninger, der kan bringe våbnet eller eksplosivstoffet til sprængning, skal dette indgå som en yderligere skærpende omstændighed ved straffastsættelsen.

Kilde: Danske Love
Powered by Labrador CMS