Fængslet for trusler mod Borgerservice
Truede med at sprænge alle biler på Borgerservices parkeringsplads i luften
En 47-årig mand, der efter en flere timer lang politiaktion i Kolding blev anholdt, er blevet fængslet i surrogat i fire uger.
Det skriver Sydøstjyllands Politi på X, efter at manden har været fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Kolding.
Manden er sigtet for trusler.
Når en person varetægtsfængsles i surrogat, dækker det over, at vedkommende ikke fængsles i en almindelig arrest. Det kan i stedet være, at personen fængsles på en retspsykiatrisk afdeling.
Truede kvinde
TV Syd, der var til stede ved grundlovsforhøret, skriver, at manden er sigtet for telefonisk at true en kvindelig medarbejder på Borgerservice i Kolding.
Ifølge sigtelsen skal han have sagt, at han ville sprænge alle biler på Borgerservices parkeringsplads i luften.
Han nægtede sig i grundlovsforhøret skyldig og tog forbehold for at kære afgørelsen.
- Hold jer inden døre
Politiet rykkede tirsdag formiddag ud til Norgesvej i Kolding. Inden da havde Kolding Kommune rettet henvendelse til politiet om, at en person under et telefonopkald med kommunen havde givet udtryk for trusler mod Borgerservice.
Efterforskningen ledte politiet på sporet af den 47-årige.
Mens politiaktionen stod på, blev borgere på Norgesvej bedt om at holde sig inden døre.
Iført gasmaske
Klokken 18.25 blev manden anholdt, og beboere i området fik besked på, at de igen kunne bevæge sig udenfor.
Ifølge TV Syd bar manden en gasmaske og en stikvest og havde en feltspade i hånden, inden han blev anholdt. I hans lejlighed fandt politiet blandt andet en kniv og et aluminiumsbat.
Ingen kom til skade i forbindelse med anholdelsen.