Fem biler kørt i hul

Øresundstunnelen er lukket lørdag formiddag

Offentliggjort Sidst opdateret

OPDATERET: Vejdirektoratet oplyser, at E20 Øresundsbroen er genåbnet igen efter det tidligere uheld. 

Tunnelen under Øresund blev lørdag formiddag lukket i retning mod Danmark, da flere biler kørte galt. 

Tunnelen lukkede klokken 10.28 , oplyser Øresundsbron på sin hjemmeside.

Hos Københavns Politi fortæller vagtchef Anette Ostenfeldt, at der løb en anmeldelse ind om et færdselsuheld i tunnelen, hvorefter politi og redningsmandskab blev sendt til stedet.

- Da vi nede frem, holdt der én punkteret bil inde i tunnelen og fire punkterede biler uden for tunnelen, fortæller Anette Ostenfeldt.

Kort før klokken 12 lørdag er status, at bilen inde i tunnelen er blevet bugseret væk, mens de forulykkede biler, som var nået ud af tunnelen er ved at blive fjernet.

- Vi har også fået kørt personerne fra bilerne væk. Der er ingen personskade, det er udelukkende materielt, siger Anette Ostenfeldt.

Brønddæksel revet løs

På det sociale medie X har Øresundsbron oplyst, at der er tale om et brønddæksel i kørebanen, som har revet sig løs.

Broen oplyser på sin hjemmeside, at forbindelsen i retning mod Danmark forventes at være lukket frem til 12.30 lørdag.

Powered by Labrador CMS