Ferieø renset for færdsels-bøller

18 sigtede efter færdselsafdeling sejlede til øen

Udgivet Opdateret

Ferieøen Samsø er blevet renset for sprit- narko og færdsels-bøller.

Det er sket, efter at betjente fra Østjyllands Politis færdselsafdeling har været på flere dages arbejde på den populære ø.

Det gik bestemt ikke stille af.

Betjentene er nu returneret med 20 sager under armen og 18 sigtede skrevet ned.

Fart på spritbilist

En af de sigtede var en 45-årig mand, bosiddende i Tjekkiet, der mandag morgen klokken 06.17 blev taget i at køre 115 km/t ad Havvejen i retning mod Nordby. 

- Det viste sig, at han også havde drukket lidt for mange øl i løbet af natten, hvilket havde resulteret i en alt for høj promille. Han blev derfor både sigtet for hastighedsovertrædelsen og for spirituskørsel. Da han var udenlandsk statsborger, fik han en straksbøde, som han delvist betalte med det samme, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Færdselsafdelingen tog færgen, og så kom der gang i bødeblokken
Færdselsafdelingen tog færgen, og så kom der gang i bødeblokken

En af de andre sigtede var en 54-årig mandlig bilist, der tirsdag eftermiddag blev standset på Smedegade i Tranebjerg. 

Røget for meget hash

Det viste sig, at manden havde røget for meget hash, og at han i øvrigt var frakendt førerretten, så han blev sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. 

- Bilen havde han lånt af en bekendt, som derfor fik en sigtelse for at have overladt førerretten til en person uden kørekort, beretter politiet.

SIGTELSERNE FORDELTE SIG SÅDAN

1 x spirituskørsel
1 x narkokørsel
1 x kørsel i frakendelsestiden
1 x hastighed i by – klip
2 x hastighed land – klip
1 x kørekort ej medbragt
1 x overladelse af førerretten
5 x manglende sikkerhedssele – fører
2 x ej anvendt fastspændt styrthjelm – knallert
1 x overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen – CVR-sag på varebil
1 x brug af håndholdt mobiltelefon
2 x lille knallert, konstruktivt ændret – over 43 km/t på rullefelt
1 x afgiftslov for traktor + straffelov – anvendt godkendt traktor til entreprenørkørsel, hvor der er krav om registreret traktor

Kilde: ØSTJYLLANDS POLITI
Powered by Labrador CMS