Finder mand dræbt: Formodet gerningsmand er anholdt

En mand, der er mistænkt for at have begået et drab fredag i Korsør, fremstilles lørdag i grundlovsforhør.

Udgivet Opdateret

En 56-årig mand er blevet dræbt i Korsør fredag aften.

Det oplyser Rune Dahl Nilsson, der er vicepolitiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, lørdag.

En mand, som politiet formoder er gerningsmanden, er blevet anholdt.

Han fremstilles i grundlovsforhør i løbet af lørdag. Vicepolitiinspektøren kender ikke tidspunktet for grundlovsforhøret.

Han ønsker ikke at oplyse alderen på den anholdte.

Massivt til stede

Efter drabet var politiet massivt til stede på Solbakken og Fasanstien i Korsør.

Tidligt lørdag morgen er politiet fortsat til stede på Solbakken, hvor de efterforsker.

Politiet fik anmeldelsen kort før klokken 21.30 fredag aften, hvorefter det kører til stedet.

- Vi konstaterer, at der ligger en mand, som er dræbt, siger vicepolitiinspektøren.

- Kort tid efter får vi anholdt en person dernede, som vi formoder er gerningsmanden.

Isoleret hændelse

Politiet betragter det som en isoleret hændelse. Rune Dahl Nilsson kan ikke sige yderligere om motivet bag hændelsen af hensyn til efterforskningen.

Han kan heller ikke oplyse, hvilken type af forbrydelse der er gået forud for den 56-åriges død.

-Vi har styr på det

Rune Dahl Nilsson oplyser derudover, at beboere i området ikke bør være bekymrede.

- Vi ser det som en fuldstændig isoleret hændelse, så det er ikke noget, som borgerne skal være utrygge ved. Vi mener, at vi har styr på det for nuværende, siger Rune Dahl Nilsson.

En 56-årig mand blev fredag aften dræbt i Korsør. En mand, som er mistænkt for at stå bag drabet, er blevet anholdt og fremstilles lørdag i grundlovsforhør.
En 56-årig mand blev fredag aften dræbt i Korsør. En mand, som er mistænkt for at stå bag drabet, er blevet anholdt og fremstilles lørdag i grundlovsforhør.

SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dækker Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner.

Lokalpolitistationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Maribo.

Næstved er hovedstationen i politikredsen.

Der bor ca. 390.000 borgere i kredsen.

Antallet af medarbejdere i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er cirka 770. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.

Powered by Labrador CMS