Fundet i grøft med flere knoglebrud

Ramt af sidespejl

En meget mørbanket mand blev lørdag formiddag fundet i en grøft langs Holstebrovej syd for Tim ved Ringkøbing i Vestjylland.

Det skriver tvmidtvest.dk.

- Manden var forslået og havde det dårligt. Han var kun i stand til at fortælle, at han var blevet påkørt, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen, til tvmidtvest.dk.

Knoglebrud

På hospitalet blev det konstateret, at manden havde flere knoglebrud.

Midt- og Vestjyllands Politis teori er, at manden er blevet ramt af et sidespejl på en bil, og at bilisten er kørt videre efter at have ramt manden.

Politiet leder nu efter bilen, der gav manden de mange knoglebrud.

Søger vidner

- Vi vil helst høre fra en bilist, der har ramt noget på den strækning, siger Carsten Henriksen til tvmidtvest.dk.

Alternativt vil politiet gerne høre fra vidner der har set manden gå eller stå i vejkanten på den vestlige side af Holstebrovej.

Ring 114, hvis du ved noget.

Powered by Labrador CMS