Futtede helt af

Ild i campingvogn bredte sig lørdag morgen til huset

Udgivet Opdateret

Mens de fleste campister er i fuld gang med at gøre campingvognen forårsklar - og klar til påskeferien - så må en familie i Grindsted nok se sig om efter noget andet at sove i.

Tidligt lørdag morgen gik der nemlig ild i familiens campingvogn på Tjørnevej i Grindsted.

Campingvognen udbrændte totalt.

Ilden spredte sig desuden til gavlen af huset, der også blev hårdt medtaget.

Nyheder.dks mand på stedet oplyser, at der kort efter klokken 6.30 var en del larm i området - som om der blev smidt brorsten op i en container.

Campingvognen på Tjørnevej i Grindsted udbrændte totalt - men ilden fik også godt fat i gavlen af huset.

Det viste sig at være tagsten på huset gavl, der sprang.

Ingen tilskadekomne

Det er endnu ikke lykkedes Nyheder.dk at få en kommentar fra Sydøstjyllands Politi til branden.

Men til Netavisen Grindsted oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Mads Flansmose, at ingen er kommet til skade i forbindelse med branden.

Politiet er nu i gang med at undersøge årsagen til branden.

Der er indtil videre intet, der tyder på, at der er et kriminelt forhold i forbindelse med branden.

Efter ilden var slukket stod det klart, at der skal gang i en større renovering af gavlen.



Powered by Labrador CMS