Havde 'håndgranat' liggende i kælderen

En bosnisk statsborger har mandag tilstået, at han modtog og opbevarede en håndgranat i Køge tidligere i år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bosnisk mand dømt for besiddelse af attrap-håndgranat

En 31-årig bosnisk mand modtog en attrap-håndgranat i Køge.

Han opbevarede den i sin kælder, uvidende om at den var falsk.

Manden er blevet idømt fem års fængsel og udvisning.

Politiet fandt også våben og narkotika i hans hjem.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En eftermiddag i februar i år fik en 31-årig bosnisk statsborger overdraget en jugoslavisk håndgranat af typen M75 på en parkeringsplads i Køge.

Efterfølgende transporterede han håndgranaten til sin adresse i Køge, hvor han opbevarede den i et kælderrum, indtil den blev fundet af politiet omkring tre uger senere.

Hvad den 31-årige Anel Krdzic ikke vidste, var, at håndgranaten var en attrap. Ifølge Sjællandske Nyheder var attrap-håndgranaten blevet placeret af politiet.

Mandag har manden i Retten i Roskilde tilstået, at han modtog attrap-håndgranaten og opbevarede den i sit kælderrum.

Det oplyser anklager Alexander Scheel fra anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

Han er blevet idømt fem års fængsel og udvisning af Danmark med et indrejseforbud i seks år.

Troede selv den var ægte

Selv om håndgranaten var falsk, er manden blevet dømt for forsøg på besiddelse af en håndgranat, fordi han troede, at den var ægte.

Attrap-håndgranaten var ikke det eneste, politiet fandt, da det ransagede mandens kælderrum i marts i år.

Man fandt også to pistoler, mens man i mandens lejlighed fandt en gaspistol samt 2,8 kilo hash og 1,2 kilo skunk.

I retsmødebegæringen, der ligger til grund for mandagens tilståelse, fremgår det, at overdragelse af håndgranaten skal være sket efter aftale med i hvert fald to medsigtede.

I retten sagde den 31-årig dog ifølge anklageren, at han ikke kunne genkende, at det skulle være sket sammen med de to mænd.

En af mændene ventes i et retsmøde 15. september at tilstå sin involvering i sagen, mens en anden er sigtet i sagen.

Blev udskiftet af politiet

Ifølge Sjællandske Nyheder kom det under mandagens retsmødet frem, at håndgranaterne blev udskiftet af politiet, efter at en kvinde i februar fandt håndgranater i et grønt område i Glostrup.

Politiet udskiftede de ægte håndgranater med attraper, og der blev opsat videoovervågning på stedet.

Selv om overdragelsen af håndgranaten skete i Køge, er sagen blevet efterforsket af Københavns Politi.

Den 31-årige har taget sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

Powered by Labrador CMS