Her er reglerne cyklisterne blæser på

Det kan være til stor gene - og fare - for de 'blødeste' trafikanter

Udgivet Opdateret

I forsøget på at komme hurtigt frem vælger tusindvis af danske cyklister at se stort på færdselsloven, der både skal sikre dem selv og deres medtrafikanters sikkerhed.

Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige.

Her erkender næsten syv ud af ti danskere, at de bryder loven, når de cykler, og samtidig udpeger de reglerne, de oftest blæser på, når de bevæger sig rundt i trafikken.

Tænk dig om

Og måske ikke så overraskende er det især fodgængere, der bliver presset af cyklister i det offentlige rum.

I undersøgelsen erkender godt hver tredje af de adspurgte, at de har kørt på fortovet og drejet til højre for rødt lys, mens hver fjerde har cyklet i fodgængerfeltet ved lyskryds.

Men selvom de fleste danskere formentlig finder de lovovertrædelser som værende helt nede i på bagatel-niveau, så kan de godt være til stor gene for fodgængere, der er de 'blødeste' trafikanter, og derfor bør man tænke sig om, lyder det fra Henrik Sagild, der er direktør for Skade i Gjensidige.

- I alle tre tilfælde er der tale om, at man bevæger sig ind i områder, som fodgængere har ret til at føle sig sikre og trygge i. Og selv hvis det ikke fører til påkørsel af fodgængere, er det alligevel med til at skabe usikkerhed, og man bør som cyklist holde sig fra fortovet og vejbanen, selvom det kan virke fristende at tage en smutvej, siger Henrik Sagild.

Kan være enormt farligt

På de efterfølgende pladser over de mest udbredte lovovertrædelser blandt cyklister finder vi kørsel overfor gult, selvom der er tid til at stoppe, kørsel mod færdselsretningen og brug af håndholdt mobil til at tjekke sociale medier og sende sms'er.

De har alle tilfælles, at det er omkring hver sjette cyklist, der er erkender at bryde de regler, og her peger Henrik Sagild på, at de også har det tilfælles, at de kan skabe enormt farlige situationer i trafikken.

- Her er der i højere grad tale om, at cyklister udsætter sig selv for en væsentlig risiko for at ende i et uheld med en bilist, og det kan altså have nogle meget ubehagelige konsekvenser, hvis det går galt, siger Henrik Sagild fra Gjensidige.

Tusindvis af cyklister ser stort på trafikreglerne, når de suser rundt.
Tusindvis af cyklister ser stort på trafikreglerne, når de suser rundt.

DET HAR CYKLISTERNE GJORT

36 procent har kørt på fortovet

23 procent har kørt i fodgængerfeltet

17 procent har kørt mod færdselsretningen

34 procent har drejet til højre for rødt

4 procent har kørt lige over for rødt

17 procent har kørt lige over for gult, selvom du kunne nå at stoppe

12 procent har kørt lige over for rødt, når der ikke er anden trafik

15 procent har brugt håndholdt telefon til at læse/sende beskeder eller tjekke sociale medier mv.

5 procent har taget foto/selfie med telefonen

12 procent har brugt håndholdt telefon til at foretage eller modtage opkald

8 procent har hørt så høj musik, at du ikke kunne høre trafikken omkring dig

32 procent har gjort ingen af ovenstående 

1 procent ved ikke/ønsker ikke at svare

Kilde: Gjensidige Forsikring
Powered by Labrador CMS