I kritisk tilstand efter knivstik

Politiet formoder, at internt opgør ligger bag knivstik på den befærdede Åboulevarden midt i Aarhus

Det var langs Åboulevarden - ved Clemens Bro - at overfaldet skete onsdag aften. Arkivfoto.
Det var langs Åboulevarden - ved Clemens Bro - at overfaldet skete onsdag aften. Arkivfoto.
Udgivet Opdateret

En 33-årig mand blev sent torsdag aften stukket i brystet med kniv på Åboulevarden i Aarhus og bragt på hospitalet i kritisk tilstand.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Episoden udspillede sig ved caféen Ziggy Sidewalk, hvor manden kom i slagsmål med en større gruppe unge mænd.

En kniv blev trukket og stukket i brystet på manden, der løb fra stedet med sine venner. Politiet fandt ham liggende ved Aarhus Teater. I kritisk tilstand blev han kørt til hospitalet.

Stabil

Fredag er han uden for livsfare, og hans tilstand betegnes som stabil, skriver politiet.

Det er politiets formodning, at der var tale om et internt opgør og at parterne kender hinanden, men politiet vil gerne have hjælp til at få identificeret gerningsmanden og den gruppe af personer han var sammen med.

Politiet har talt med en del vidner, eftersom Åboulevarden var fyldt med mennesker torsdag aften. Ligesom caféen Ziggy Sidewalk ligger der en del restauranter, barer og caféer langs åen.

Et større område blev afspærret i forbindelse med politiets efterforskning. Politiet opfordrer vidner, der ikke allerede har været i kontakt med politiet, til at henvende sig.

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

Powered by Labrador CMS