I kritisk tilstand: Mand stukket med kniv i maven
En mand i 40'erne, som er i kritisk tilstand, er blevet stukket med kniv i Odense. Jævnaldrende mand anholdt
En mand i 40'erne er søndag eftermiddag i kritisk tilstand efter at være blevet stukket med kniv på Violvej i det nordøstlige Odense.
Det fortæller Peter Vestergaard, vagtchef hos Fyns Politi.
En anden mand i 40'erne er anholdt.
Den tilskadekomne person er blevet kørt på hospitalet.
Vagtchefen har for nuværende ingen kommentarer til årsagen til knivstikkeriet.
Uenigheder
Allan Lemming, indsatsleder hos Fyns Politi, siger til TV 2 Fyn, at en person er blevet stukket i maven.
Hændelsen opstod angiveligt på grund af uenigheder mellem parterne, lyder det videre.
Billeder fra stedet viser ifølge mediet, at en person er blevet iført en dna-dragt, som bruges til at bevare tekniske spor.
Han blev efterfølgende kørt væk af politiet.
Peter Vestergaard vil ikke gisne om, i hvor lang tid ordensmagten vil arbejde i området, der er blevet afspærret.
Fyns Politi skriver i et opslag på X, at der ikke er noget, der tyder på, at hændelsen er banderelateret.
Politikredsen har ikke yderligere at tilføje.