Jagtulykke: Kvinde ramt i hovedet

Politiet undersøger nu omstændighederne bag ulykken

Offentliggjort

Midt- og Vestsjællands Politi modtog tirsdag formiddag en anmeldelse om en jagtulykke, hvor en 65-årig kvinde var blevet ramt af hagl fra et jagtgevær i ansigtet og på overkroppen.

Det skriver politikredsen i døgnrapporten.

Jagtulykken, der skete i forbindelse med en fasanjagt, skete på Bognæsvej ved Roskilde.

Skuddene var affyret af en 40-årig jæger fra Nordsjælland. 

Politiet skal nu undersøge omstændighederne omkring ulykken nærmere og afhøre jægeren og den 65-årige kvinde, herunder skal det afklares, om der er sket overtrædelse af lovgivningen. 

Kvinden er indlagt til behandling på sygehuset. Hun har ikke fået livstruende skader.

Powered by Labrador CMS