Judi Dench hårdt ramt af skæbnen

Den 89-årige veteranskuespiller Judi Dench er noteret for flere end 130 film, serie- og tv-produktioner. Men for nu er der ikke flere på vej.

Udgivet Opdateret

En epoke kan være forbi for skuespilleren Judi Dench.

Den 89-årige veteran har for nu ikke flere film på vej.

- Nej. Nej. Jeg kan ikke engang se, svarede Judi Dench en journalist, som spurgte skuespilleren om det, da hun for nylig deltog i blomsterfestivalen RHS Chelsea Flower Show.

Det skriver flere internationale medier, herunder Deadline. Udmeldingen har fået avisen The Mirror til at bede skuespillerens agent om en uddybning.

Det er to år siden, at 89-årige Judi Dench senest havde premiere på en film. (Arkivfoto).

- Judi har ikke mere at tilføje, end det hun sagde til journalisten, lyder det.

Uskarpt og forvrænget

Judi Dench fik for en række år siden konstateret Aldersrelateret Makula Degeneration (AMD) - alderspletter på nethinden.

Ifølge sundhedsmyndighederne kan AMD gøre synet uskarpt og forvrænget, man kan miste muligheden for at se farver, og der kan optræde mørke eller tomme områder centralt i synsfeltet.

Ifølge Øjenforeningen er AMD den mest almindelige årsag til svær synsnedsættelse i Vesten. Der findes mange hjælpemidler, men man kan ikke genvinde tabet.

Ikke læse

Judi Dench har tidligere fortalt, at hun ikke længere kan læse, så hun har memoreret sine replikker, andre har læst højt for hende. Hun har også måttet få andre til at skære sin mad ud, fordi hun ikke har kunnet se, hvad der er på tallerkenen.

Det sagde hun i et BBC-interview i 2022 - samme år, som hun senest var filmaktuel.

- Jeg vil ikke gå på pension. Men jeg laver ikke meget i øjeblikket, fordi jeg ikke kan se. Det er slemt, sagde hun dengang.

Selv om Judi Dench ikke har lavet film siden, har hun ikke trukket sig tilbage.

Hun laver foredrag om sit liv og sin karriere, og så skal hun på en litteraturfestival med en bog, hun har skrevet om dramatikeren William Shakespeare.

Shakespeare in Love

Han står bag "Hamlet", som var det første teaterstykke, Judi Dench medvirkede i tilbage i 1957.

Judi Dench, som fylder 90 år i december, vandt en Oscar for sin præstation i filmen "Shakespeare in Love" i 1990.

Hun er noteret for flere end 130 film, serie- og tv-produktioner på filmdatabasen IMDB.

Powered by Labrador CMS