Kan udvikle livsfarlige gasser

Spreder brand sig til nærliggende lager med kunstgødning, kan branden udvikle såkaldte nitrøse gasser

Offentliggjort Sidst opdateret

Brand ved Møllerup Gods kan udvikle farlige gasser

Østjyllands Brandvæsen bekæmper brand i halmlade ved Møllerup Gods.

Branden startede under en lastbil, der læssede kunstgødning.

Der er risiko for dannelse af livsfarlige nitrøse gasser.

Ingen er kommet til skade, og branden er ikke helt under kontrol.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Østjyllands Brandvæsen er mandag formiddag til stede i området ved det historiske Møllerup Gods, da der har udviklet sig brand i en halmlade.

Det oplyser operationschef Carsten Pedersen fra Østjyllands Brandvæsen.

Spredte sig

Klokken 08.36 modtog brandvæsenet en anmeldelse om, at der var udbrudt brand i noget halm under en lastbil, der var i færd med at læsse kunstgødning ind i den nyere halmlade. Branden spredte sig efterfølgende til lastbilen.

Hvorfor, der gik ild i halmen til at begynde med, vides endnu ikke, fortæller brandvæsenet.

Kommer branden i kontakt med kunstgødningen i laden, kan der udvikle sig såkaldte nitrøse gasser.

Livsfarlige

Gasserne kan virke irriterende i luftvejene og skabe vand i lungerne. Gasserne kan ifølge brandvæsenet være livsfarlige, hvis man kommer i direkte kontakt med røgsøjlen.

- Det er risici, vi gerne vil undgå, siger operationschef Carsten Pedersen.

Kan ses

Østjyllands Brandvæsen oplyser, at der indtil videre ikke har udviklet sig nitrøse gasser.

- Når gassen dannes, vil vi kunne se, at farven skifter på røgen og bliver kraftigt rødbrun, siger operationschef Carsten Pedersen.

Det er lykkedes brandvæsenet at forhindre spredning fra halmladen til andre omkringliggende bygninger.

Ikke helt under kontrol

- Branden er ikke 100 procent under kontrol, men vi fastholder indsatsen for at forhindre spredningen, siger Carsten Pedersen mandag formiddag.

Halmladen befinder sig et par hundrede meter fra godsets hovedbygning.

Østjyllands Brandvæsen har ingen meldinger om tilskadekomne. Føreren af lastbilen er ifølge brandvæsenets tilbagemeldinger også okay.

Historisk gods

Historisk har Møllerup Gods tråde til kongemordet på Erik Klipping i 1286.

Godset er kendt som Marsk Stig Hvides gamle borg. Han blev sammen med otte andre mænd kendt skyldig i kongemordet.

Møllerup Gods fungerer i dag som landbrugs-, jagt- og eventvirksomhed.

Der er lige nu brand i en halmlade på det historiske gods.
Powered by Labrador CMS