Kastede kanonslag mod fodboldfans
Brøndby-hooligans skal bag tremmer
Det koster to mænd en fængselsstraf, at de i marts sidste år udsatte andre for fare ved at kaste kanonslag mod udebaneafsnittet på Brøndby Stadion.
Det skriver anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi på det sociale medie X.
Episoden med kanonslagene fandt sted 16. marts 2025, hvor Brøndby IF mødte Silkeborg IF. Opgøret endte 2-2.
Resstraf udløst
Mændene, der er dømt i sagen, er 28 og 31 år.
Den ældste er idømt fire måneders fængsel, og heri indgår også straf for ulovlig tvang ved efter kampen at have truet to fans til at tage deres fodboldtrøjer og -halstørklæder af.
Den yngste er idømt et år og tre måneder, idet han fik udløst en reststraf fra tidligere domme. Det er alene fem måneder af straffen, der er ubetinget, og som dermed skal afsones.
Begge dømte overvejer at anke.