Kvinde fængslet for knivdrab

Grønlands Politi mener, at en 25-årig kvinde begik et drab på en 55-årig kvinde, som døde af knivstik

Udgivet Opdateret

En 25-årig kvinde fra Sisimiut i Grønland, som er sigtet for drab, skal varetægtsfængsles i 28 dage.

Det har Qeqqa Kredsret besluttet efter et grundlovsforhør torsdag, skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Kvinden mistænkes for drabet på en 55-årig kvinde. Kvinden døde onsdag aften, efter at hun blev stukket med kniv.

- Da sagen kører for lukkede døre, er det stærkt begrænset, hvad vi kan sige på nuværende tidspunkt, siger Karl Jørgen Lennert, som er politikommissær og leder af Sisimiut Politistation i pressemeddelelsen.

Hjælp fra Danmark

Han oplyser, at politiet er i gang med at efterforske sagen.

Fredag får politiet kriminalteknisk og retsmedicinsk assistance fra Danmark.

Grønlands Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Politiet fik onsdag klokken 20.56 en anmeldelse om knivstikkeri i Sisimiut. Den 55-årige kvinde var blevet stukket med kniv og efterfølgende indbragt til sygehuset.

To drab på en uge

Hendes liv stod ikke til at redde, og hun afgik ved døden klokken 21.30.

Sisimiut ligger nogle hundrede kilometer nord for Nuuk.

Drabet på den 55-årige kvinde er det andet på under en uge i Grønland.

Grønlands Politi efterforsker også en 53-årig mands død i byen Qaqortoq som et drab.

GRØNLANDS POLITI

Grønland er opdelt i fem store kommuner samt et område kaldet Nationalparken.

Grønlands Politi er repræsenteret i hele Grønland med i alt 18 politistationer fordelt i landet fra Qaanaaq i nord til Nanortalik i syd.

Grønlands politikreds er som rigsmyndighed organisatorisk placeret under Justitsministeriet.

Overordnet ledes politikredsen af politimesteren, der er fysisk placeret i hovedstaden, Nuuk, sammen med politiets centrale administration.

Kilde: Grønlands Politi

Han blev fundet død i sin lejlighed 4. februar. Det er obduktionen, som har fået politiet til at igangsætte en drabsefterforskning.

Powered by Labrador CMS