Lange domme i voldsom sag

En 33-årig mand er blevet idømt 16 års fængsel for at have indsmuglet knap 70 kilo kokain til Danmark

Udgivet Opdateret

Tre mænd er blevet idømt henholdsvis 16, 10 og 8 års fængsel for medvirken til indsmugling, opblanding og videresalg af en stor mængde kokain.

Det har Københavns Byret afgjort mandag eftermiddag.

Det oplyser anklager hos National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) Rasmus Von Stamm.

Retten fandt, at de tre mænd - 33-årige Yousef Bashir Sundoo, 40-årige Ugur Kaan Bezirgan og argentinske Oscar Alfredo Ruidiaz på 54 år - havde forskellige roller i det store kokainforetagende i københavnsområdet.

Større sag

Derfor blev de også straffet forskelligt. Det var blandt andet Sundoos ledende rolle, der gjorde, at han blev straffet hårdest.

Han var tiltalt for at have håndteret knap 70 kilo kokain og blev idømt 16 års fængsel.

Bezirgan fik otte års fængsel. Argentinske Ruidiaz fik ti års fængsel og blev udvist af landet for bestandigt.

Sagen er en del af et større sagskompleks, der er blevet døbt "Operation Hugin" efter en af guden Odins ravne.

Godt eksempel

Politiet kom på sporet af de tre mænd i forbindelse med planlagte anholdelser af tre andre personer, som man længe havde mistænkt for at håndtere og sælge store mængder kokain i hovedstaden.

Under en ransagning hos den 40-årige fandt politiet en telefon. Den havde han brugt til at kommunikere gennem den krypterede platform EncroChat.

Telefonen viste, at den 40-årig og den 33-årige havde handlet med kokain tidligere.

- Denne sag er et godt eksempel på, hvordan kriminelle har anset det for at være sikkert, når de har anvendt krypterede platforme som EncroChat, siger Rasmus Von Stamm.

Penge i væggen

Politiet kunne efter ransagningen også konstatere, at en af mændene havde gemt fire millioner kroner.

Pengene var blevet vakuumpakket og indemuret i en væg i en ejendom på Frederiksberg i København.

Tidligere har en 37-årig mand tilstået, at han havde solgt ikke under 100 kilo kokain og omkring 80 kilo hash i samme sagskompleks.

33-årige Sundoo har anket dommen til frifindelse, mens de to andre har taget sig betænkningstid.

LOVEN OM EUFORISERNDE STOFFER

§ 1. Ved euforiserende midler forstås i denne bekendtgørelse de stoffer, vækster og droger, der er opført på de bekendtgørelsen vedføjede lister A, B, C, D og E, samt mulige salte og simple derivater med euforiserende virkning af de nævnte stoffer, f.eks. estere og ætere, uanset om stofferne, deres salte eller derivater er fuldstændig rene, om de er delvis fabrikerede, af naturlig oprindelse eller syntetisk fremstillede. Endvidere alle tilberedninger – med de i stk. 3 nævnte undtagelser – der indeholder eller er fremstillet af de i listerne nævnte stoffer, vækster og droger samt salte og simple derivater heraf.

Stk. 2. Ved tilberedninger forstås: Opløsninger, fortyndinger, ekstrakter, koncentrater, tinkturer, farmaceutiske præparater af enhver art, samt i det hele taget forarbejdninger af de pågældende stoffer og droger, hvorved der ikke er tilvejebragt kemiske ændringer af stofferne.

Stk. 3. Til euforiserende midler henregnes ikke:

1) Tilberedninger, som indeholder højst 0,2 pct. morfin i blanding med et eller flere andre terapeutisk aktive, ikke euforiserende stoffer.

2) Tilberedninger, som indeholder højst 0,1 pct. kokain i blanding med et eller flere andre terapeutisk aktive, ikke euforiserende stoffer.

3) Doserede tilberedninger (tabletter, piller, kapsler, afdelte pulvere, ampuller og suppositorier), der indeholder højst 0,1 g pr. enhed af de i liste C nævnte stoffer, samt andre tilberedninger, der indeholder højst 2,5 pct. af de i liste C nævnte stoffer.

4) Faste, doserede tilberedninger, der indeholder højst 2,5 mg difenoxylat, beregnet som base, og en mængde atropinsulfat, der svarer til mindst 1 pct. af dosen difenoxylat.

5) Faste, doserede tilberedninger, der indeholder højst 0,5 mg difenoxin og en mængde atropinsulfat, der svarer til mindst 5 pct. af dosen af difenoxin.

6) Tilberedninger indeholdende højst 2,5 pct. barbital.

Kilde: Retsinformation
Powered by Labrador CMS