Livsfarlige slanger på P-plads
Blev efterladt af 14-årig dreng
To ekstremt giftige og livsfarlige slanger er blevet fundet på en parkeringsplads ved Kirsebærhaven i Bjæverskov.
Det fortæller Midt og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Kom fra dreng
Det viser sig, at det var en kun 14-årig dreng, der havde anbragt diamantklapperslangerne på parkeringspladsen i en papkasse.
- Klokken 14.00 ringede en anmelder til politiet. Anmelder var fra en zoo med speciale i reptiler, og han fortalte, at de havde en anonym linje, som man kunne kontakte, hvis man var i besiddelse af reptiler, som man ikke kunne tage vare på, beretter politiet og fortsætter:
- På linjen var de blevet kontaktet af en 14-årig dreng, der fortalte, at han var i besiddelse af to diamantklapperslanger, der er ekstremt giftige, som han nu havde efterladt i en papkasse på en offentlig parkeringsplads.
Alt for giftige
Anmelder havde nu sendt en medarbejder ud for at bevogte kassen med slanger, således at ingen kom noget til.
Dyrenes beskyttelse blev kontaktet, men da slagerne var så giftige, kunne de ikke tage vare på dem.
Derfor blev politiet og anmelder enige om, at de ville tage sig af slangerne, da de havde de bedste ressourcer til det.